Titlen på indlægget siger det hele – husk at værne om fitnesseliten.
Og hvorfor nu lave sådan et indlæg? – Tja, det kommer sig af at de kommercielle kæder konstant udvider med nye centre, og ældre private centre ændrer på deres koncepter i en sådan grad at vi snart ingen steder har at træne længere.
Nu skrev jeg vi, og så sidder du nok og tænker – snakker han om sig selv? Måske jeg skulle starte med lige at beskrive hvad jeg definerer som fitnesseliten. Eliteudøverne er for mig ALLE, der træner på atletniveau, og som dermed har en god portion erfaring med i baggagen. Atleter der selvsagt udviser, en på hver deres måde enestående fysik, hvad enten de stiller op i den ene eller anden klasse – så er de eliten.
Og eftersom jeg selv har 8+ års træningserfaring, og træner til konkurrence, og desuden træner et par atleter eller tre, så putter jeg lige mig selv med ned i den kasse for en stund.
Det er nemlig de ganske få personer i dette her land, der inspirerer og motiverer de øvrige medlemmer ude i centrene, ved at skille sig ud i deres fysiske fremtoning og præstationer. Og hvordan kan jeg så vide det? – Det kan jeg selvsagt heller ikke være sikker på, men hvis jeg skal se indad for en stund, så motiveres jeg selv af, at se og opleve personer, der har opnået bedre resultater end jeg selv.
Nå det var lidt et sidespor, så tilbage til emnet…
Centerkæderne og en lang række private centre har nemlig omlagt deres strategi for at tilfredsstille alle de nytilkomne medlemmer i centrene. Dette her er et problem som efterhånden er opstået over hele landet, og derfor er medlemmerne snart nødt til at stå sammen, og gøre op med denne unødvendige magtdemonstration.
Og hvad er det så jeg mener er et problem? – Det skal jeg forsøge at beskrive her: Antallet af konkurrenceatleter i Danmark er efterhånden eskaleret til det ekstreme på blot et par år. Det har blandt andet betydet at der i langt højere grad er personer der træner i sponsortøj, og ligeledes træner i andet træningstøj som i høj grad identificeres med bodybuilding og fitness sport. Og selvsagt også en lang række af personer der fremstår som ekstremt muskuløse, i forhold til den menige dansker.
Hvad er det så centrene gør galt i denne sammenhæng?
Ja de har gjort mange ting galt efterhånden. En stor del af tendensen er at man i en lang række danske centre IKKE må træne i sponsortøj – Den skal vi vidst lige have én gang til. De må simpelthen IKKE reklamere for de firmaer der støtter dem i deres sport? Svarer det ikke lidt til at det lokale fodboldhold ikke må træne i logotøj, når de styrketræner i det lokale center?
Centre er ligeledes begyndt at afvise folk for at træne i tøj fra mærker som identificeres med bodybuilding, som f.eks. Gasp, Better Bodies m.fl.
I en lang række af centre er man ligeledes begyndt blot at afvise folk i døren med følgende argument, at man IKKE passer ind i deres ønskede klientel? Det er vidst noget af det mest langt ude man efterhånden kan forestille sig. Det svarer jo lidt til at elitesvømmerne ikke må komme i svømmehallen fordi de svømmer for hurtigt, og derfor er nødt til at plaske i en vandpyt ude på gaden.
Puster eller stønner man lidt for højt i centeret, eller skulle man en gang i mellem komme til at råbe en smule under et løft, ja så bliver man sågar bedt om at være stille og ellers forlade centeret. Og det er ikke kun personalet der kommer og klager, det er sågar helt almindelige medlemmer der ikke kan koncentrere sig om at træne, hvis man støjer en smule.
Så koncentrerer man sig vidst ikke særlig meget om det man laver, ærlig talt. Man må altså godt komme og træne, bare ikke træne for hårdt? – Det er jo ren og skær idioti at man ikke på helt naturlig vis må afgive lyde ved kraftpræstationer.
Medlemmer får sågar at vide, at tanktops er forbudte i en lang række af centre, men sjovt nok kun for de medlemmer som er tilpas muskuløse. De små medlemmer med arme så tynde som tændstikker, må sjovt nok gerne træne i tanktops. Ligeledes udskifter man regulært alt det brugbare udstyr med, skal vi sige, knap så brugbart udstyr. Et godt eksempel kan være det konsekvente indkøb af maskiner fra Technogym, i stedet for at benytte langt bedre udstyr til en marginalt højere pris fra mærker som Cybex, Hammer Strenght, LifeFitness m.fl.
Så hvor skal konkurrenceatleterne efterhånden gå hen?
Det er virkelig næsten umuligt at svare på efterhånden. Selvom vi i Danmark kan prise os lykkelige over, at private aktører åbner nye centre som eksempelvis Old School Gym i Vejle, Fitness Studiet i Randers eller Loaded Gym i Valby, der netop henvender sig til konkurrenceatleter, og fascilitere ordentlige forhold at træne under. Så er dét, desværre bare ikke nok. Atleterne træner over hele landet, ikke kun i få udvalgte byer landet over.
Så vågn op Danmark, giv plads og værn om eliten, for det er dem der motiverer jer til at træne og nå jeres mål. Ikke den uvidende receptionist bag disken, eller de ældre damer ovre i hjørnet på kondicyklerne. Det er bodybuildere og fitnessatleter i alle kategorier og klasser, der udviser sublim klasse og når deres mål – det er DEM der motiverer jer – Husk det lige.
Billeder i indlægget er venligst udlånt af IFBB Pro Ida Sefland, for mere info om Ida og hendes vej til succes på den internationale scene, tjek da: www.facebook.com/Sefland