Med tilkomsten af de sociale medier og opstandelsen af personager som Rich Piana og Bostin Loyd er det blevet mere legitimt at omtale doping stofferne i fitness miljøet. Den ekstreme sensationalisme der tilskrives de her stoffer har efterhånden taget fuldstændig overhånd, og henover de sidste 4-5 år er doping bruget blandt almindelige fitness- og bodybuilding udøvere ikke bare spredt til flere brugere, men også langt højere doser.
Herhjemme ser vi en helt særlig kreditering af trænere med en “magisk” protokol for muskeltilvækst, som i virkeligheden ikke fortjener nogen særlig kredit.
“Det er ikke svært at medicinere nogen i form!” – det er så at sige nemt!
Der er en helt fuldstændig misforstået brug af de her stoffer og de doser det skrues op i, giver absolut ingen mening – What so ever.
Atleter der bruger 3-5 gange så meget som nødvendigt opnår absolut kun ÉN ting, flere bivirkninger.
Når jeg ser mandlige atleter herhjemme der passerer 4-6 total gram ugentligt, og stadig har problemer med at presse kropsvægten over de 90 kg, så tyder det på noget andet er galt.
Det er nemt nok bare at skrue mere op for blusset og blæse mere brændstof ind i tanken, det er ikke svært, slet ikke endda.
Men problemet med det her er, at nøjagtig som en motor i en bil har en begrænsning for hvor meget brændstof den kan bruge og udnytte med en bestemt motorkapacitet, så har mennesker de samme kemiske begrænsninger.
INGEN SNAKKER OM DET HER!
Ingen tør at nævne overfor folk at mere ikke er bedre.
Og det skal selvfølgelig forstås med et gran salt. Op til et givent niveau vil mere naturligvis give et større resultat, men når vi diskuterer idiotien i begyndere der bruger testosteron doser over 1,5 og 2 gram på ugentlig basis så er vi derude hvor det ikke bare er overdrev, det er overdrev uden formål og ganske simpelthen unødvendigt! Det er ikke bare unødvendigt, det er farligt!
Især når de samme resultater med al sandsynlighed kunne opnås med det halve!
Amatør bodybuildere der forsøger at bruge større doser end de bedste bodybuildere i verden, fordi de ikke kan “vente” med at få resultaterne, er bare en cocktail der er dømt til at gå galt!
Det nødvendige fokus på træningen er fuldstændig forsvundet, og øjet og sansen for detaljen i kostaspektet ligeså.
Det er som om man bare har besluttet at det ikke er nødvendigt at fokusere på hvis man bruger idiotisk store nok doser, men faktum er at ekstremt mange af de her udøvere møder plateuer i deres træning som de har tæt på umuligt ved at bryde, og når frustrationen så melder sig, og det eneste man nogensinde har lært bare er at skrue lidt mere op for ladetrykket, så er det en mission der er dømt til at mislykkes..
Bivirkningerne når ekstreme højder, folk bliver indlagt regelmæssigt med overbelastede nyrere og lever, hjerteproblemer og indimellem er der nogle der bliver dødsyge, eller sågar dør af pludselige hjerteproblemer i en ung alder.
Folk overopheder pga. DNP og får ekstrem hypoglykæmi pga. overdrevent insulin brug og hvad ved jeg.
Måske det var ved at være på tide at skrue opmærksomheden væk fra alle stofferne, for ja, DE VIRKER!
Men kun til et vidst punkt!
Hvorfor er det dopingstoffer skal være sådan en sutteklud og kompensation for middelmådig indsats?
Hvad med at fokusere på behovet for korrekt træning?
Periodisering i træningsprogrammer?
Opbygning af de rigtige split?
Udnyttelsen af effektive træningsteknikker mv.
Hvorfor er det kun i udlandet de skal fokusere på de elementer?
Er det ikke ved at være på tide vi tænker os lidt om?
Det synes jeg det er, i stedet for at folk brænder deres androgene receptorer af til et niveau hvor de ikke står til at hjælpe, hvad så med at brug lidt intellekt og fornuft omkring det her så vi ikke bare har gode atleter i 1-2 sæsoner, men 10-20 sæsoner.
Det er trods alt det der giver Pro cards – det lange løb. Ikke det korte.
Husk det!
Dette her indlæg er så absolut ment som en heads up. Tænk jer om derude. Det er nødvendigt.