I takt med den stigende atlet tilslutning i fitnessindustrien, er både de sociale medier, og nu også de skrevne nyhedsmedier gået amok om efterspillet. For der er åbenbart opstået et eller andet massehysteri om, at man blæser op som en spærreballon efter endt konkurrencediæt. At man får spiseforstyrelser, og at det i det store og hele, ikke er dét værd. Men hvorfor opstår det egentlig?
Der er ualmindeligt gode grunde til at det faktisk pludselig er blevet et problem, men ingen gider egentlig tage teten, og snakke om hvad pokker der foregår. I stedet ser man den ene atlet efter den anden, udlevere deres tragiske historier om, hvor forfærdeligt deres liv dog er blevet i ugerne efter. Og det er ærlig talt, pardon my french, til at brække sig over.
For hvorfor opstår problemerne egentlig?
Problemerne opstår af den ganske simple grund, at de her atleter (som hovedsageligt er kvinder), de beslutter at de vil stille op på rekordtid. Og hvad betyder det så i praksis?
Det betyder helt konkret for den enkelte, at de går fra at leve et helt almindeligt liv, med mad som man laver fordi man har lyst, og ikke nødvendigvis tænker over de mere nøjagtige ernæringsmæssige værdier. Det er folk som absolut ikke træner som atleter, og i nogle tilfælde har de faktisk aldrig rigtig trænet før.
Når den slags mennesker, fra den ene dag til den anden, skal overgå til at være atleter. Så sker der et enormt skred i deres hverdagsbillede. De skal ikke bare træne hårdt, men samtidig lære hvad det faktisk vil sige at træne efter en sceneform. De skal pludselig bekymre sig om symmetri og struktur, på en måde som er ganske uvant. Dertil kommer den stressfaktor som det er, at ville stille både sig selv og en given træner tilfreds, samtidig med at man forsøger at opretholde familie- og venneliv. Ydermere skal man pludselig til at sætte sig ind i kost- og ernæring. Og den overgang fra at spise 2-3 måltider om dagen, tillagt en skive kage til eftermiddagskaffen, til at leve af 5-8 skemalagte måltider, den er stor. Oven i købet skal de pludselig til at tænke over hvilke klokkeslæt de spiser på, og hvordan de får koordineret kosten med deres planlagte træning.
Alene de faktorer, som listet i ovennævnte, er noget som man normalt gradvist overgår til at forstå, og inkorporere i sin hverdag. Men pludselig er alting vendt på hovedet, og man skal lære det samme på 6-12 måneder, som atleter i traditionel forstand normalt lærer over en kortere årrække.
Folk springer ud hvor de ikke kan bunde
En stor del af denne her sport handler i sig selv om at overskride grænser. At komme ud af sin comfortzone, for det er sådan man opnår de største resultater i alle henseender. Men måske folk skulle nøjes med at lære at soppe, i stedet for at springe på hovedet hvor der er 4 meter dybt, og de i forvejen ikke kan svømme?
De her personer der skejer ud og beklager sig, kunne med fordel have undgået de store overraskelser, hvis de havde brugt lidt længere tid på deres rejse til drømmekroppen. For hvorfor skal alting gå så lynenes stærkt, hvis det er med helbredet som indsats?
Men hvad er det så der går galt?
Det er egentlig meget enkelt. Den træner de har hyret glemmer en ganske fundamental ting. Nemlig den, at forløbet ikke slutter på selve konkurrencedagen, der er nemlig et efterspil. Og hvis ikke man vejleder sine klienter i konsekvenserne af det, ja så kommer vi til at se den slags massehysteri her, mere end én gang fremadrettet.
Problemet er imidlertid. At de her udsultede og udmagrede atleter, ser deres snit til pludselig at sove længe, spise slik, is, junkfood og generelt bare alt det de ikke måtte få, på diæt. Måske de husker at få trænet lidt, men i langt de aller fleste tilfælde, så glemmer de lige hvad det var de kom fra. For hvis man er vant til, til slut i sin diæt, at lave cardiotræning i timevis, nogen både morgen og aften, at træne ved siden af, og så være i et markant kalorieunderskud i de sidste uger op til konkurrencen. Og så bare slipper tøjlerne, så er helvede sgu da løs.
Tænk sig engang, at man ikke kan sige sig selv dét. Det er simpelthen grinagtigt, at folk ikke tænker over problematikken i, at vende kroppen til at indtage X-antal kalorier og træne X-antal timer. Pludselig lever man af junk, sammenlignet med den skrabede diæt man var på. Og så glemmer man lige at forbrænde tilsvarende kalorier. Ja, så er man dømt til fiasko!
Hvad er problematikken så her, og hvad rager det egentlig mig?
Problematikken er, at folk elsker at udstille sig selv som ofre, for noget som de nemt kunne have undgået med lidt sund fornuft, og ordentlig rådgivning. Men det ses da med al tydelighed at de respektive trænere, ikke bruger nok tid på denne her problematik.
Det beviser også med al tydelighed, at folk ikke ejer nogen form for tålmodighed. Alting skal ske med lynets hast, og de når knap at lære deres krop at kende i processen, fordi de har travlt med at stresse over alt det som atletlivet indebærer.
Hvor er skammen i, at lære tingene fra bunden, som atleter har gjort tidligere?
Vi lever nok desværre bare i en tid, hvor tingene ikke kan gå hurtigt nok. Det har så desværre bare nogle konsekvenser!
Men hvor er det dog ærgerligt at se på, hvordan piger og kvinder i alle aldre, får spiseforstyrelser, depressioner og opbygger unødige fedtdepoter efter konkurrencerne. Og i det hele taget bare ikke tænker sig om. Hvorfor skal processen overståes med lynets hast, i stedet for at nyde den?
Det er mig virkelig ubegribeligt, at man først vil gå fra shit to fit, for lige bagefter at gå tilbage til shit.
Alt sammen noget der kunne være undgået, hvis man havde rådført sig ordentligt, undgået stress og jag, og ellers bare tænkt sig om. For man kommer da alt andet lige længere med en smule sund fornuft.
Har du kommentarer, ris, ros eller andet du gerne vil bidrage med, i forbindelse med indlægget? Så kan det gøres via tråden på facebooksiden: www.facebook.com/by.JSChristensen