I en verden af teknologiske gadgets og global opvarmning. Dukker der konstant nye slankekure op. Børn bliver diagnosticeret som tyndfede, og med ADHD som aldrig før. Men er det i virkeligheden dårlig opdragelse, fra svage forældre, der er skyld i denne her sundhedsepidemi?
Sidder du derude allerede nu og tænker over hvad jeg bilder mig ind. At kalde forældre for svage, at give dem skylden for den dårligdom der florerer, så lad mig her forsøge at beskrive hvad det er jeg mener er galt. Og sidder du så tilbage og føler dig truffet fortsat, så er der måske noget om snakken.
En refleksion over min barndom…
Først og fremmest kan jeg sige at jeg er født i årgangen 1990. Hvilket betyder at jeg er vokset op i en tidsperiode hvor spillekonsoller og PC’er, ikke var hvermands eje i de første mange barndomsår.
Jeg vil ikke sidde her og berette om en hård og streng opdragelse. Jeg kommer fra et barndomshjem der vel i dag vil blive betragtet som relativt velstående. Der manglede ikke noget, vi var ikke fattige, men særligt omkring opdragelse var der helt klare linjer.
Min to år ældre bror og jeg selv, blev opdraget ens. Fra vi begyndte i folkeskolen, var det påkrævet af os, at vi gik til sport mindst to gange ugentligt. Vi skulle udenfor og lege som børn, medmindre regnen silede ned, så måtte vi blive indendøre.
Vi måtte ikke se fjernsyn i dagtimerne. Vi måtte se børnetime når klokken blev 18, og det var det. Indtil da måtte vi underholde os selv. Vi var altså aktive det meste af dagen. Vi fik godt nok en computer da jeg var omkring de seks år. Den måtte vi spille på 30 minutter om dagen, udmålt ved hjælp af et gammeldags æggeur. Vi kunne vælge at se fjernsyn i stedet, men ikke begge dele.
Sidder du allerede og tænker over hvor forfærdeligt det lyder?
Så bliver det kun bedre endnu ..
Selvom vi brokkede os, blev der ikke ændret på tingene. Vi blev bedt om at spise vores vitaminpiller om vinteren, spise vores dødsyge havregryn om morgenen, rugbrød til middag, og typisk dansk mad til aften.
Der var ikke noget der hed at man ikke gad spise sine grøntsager, man fik lov at sidde ved bordet, lige så længe som det skulle tage at tømme tallerkenen, uanset om resten af familien rejste sig. Og ja, jeg har vidst siddet der de gange jeg skulle, men jeg lærte det.
Sodavand og slik fik vi ikke til hverdag. Slik var én gang ugentligt, typisk om fredagen, svarende til 100g. Og sodavand var afgrænset til to små flaskevand på 25 cl, som vi måtte få fredag og lørdag, i starten var det sågar afgrænset til 1 gang ugentligt.
Vi fik altså lært på den hårde måde, hvad sunde kostvaner var. Hvad det betød at spise sine grøntsager. Vi lærte at spise op, også selvom vi ikke kunne lide det der blev serveret. Og så fik vi lært at røre os.
Disciplin og hård opdragelse, skaber resultater.
Faktisk rørte vi os så meget, min bror og jeg, at vi begge to var elitesportsfolk da vi hver især fyldte det trettende år. Min bror svømmede hver dag i ugen, og knoklede sig vej op gennem rækkerne. Jeg selv spillede håndbold, i det der i dag hedder divisionsrækken for ungdomsårgange.
Hvilket betød at vi absolut ikke var overvægtige børn. Tvært imod var vi ganske sunde og raske. Jeg klarede sågar alt det her med kronisk astma, som jeg stadigvæk, den dag i dag kæmper med.
Og nu sidder du sikkert og tænker astma? – Det har jeg da også.
Og det har du måske, men er din lungefunktion på under 80%? og har du dyrket elitesport med den slags problemer? Har du spurtet ned af banen uden at kunne trække vejret, og stadig scoret mål, og klaret dig lige så godt som de andre?
Formegentligt ikke, men det har jeg.
Det er en egenskab som jeg vil vove at påstå er elitær, og som ganske få besidder, men hvorfor egentlig?
Den kommer hjemmefra ..
Den elitære viljestyrke kommer hjemmefra. Fra forældre der sætter rammerne for hvad du må og ikke må. På den måde lærer man disciplin, viljestyrke og ikke mindst glæden ved belønning.
Det er noget der i aller højeste grad ikke eksisterer længere i min optik, måske du er uenig, men hvis du tænker efter kan du nok forstå hvor jeg vil hen af.
Samfundet i dag, ser ud på en måde hvor folældre giver deres børn lov til alt for meget, og sætter for få rammer op. Børn får lov at spille computer- og konsolspil dagen lang. De sidder med Ipads og mobiltelefoner før de knap kan gå, og det synes jeg i aller højeste grad er problematisk.
Jeg er udmærket klar over, at verden i dag er højteknologisk som aldrig før, og at intet fungerer uden computere. Men netop af den årsag, er det endnu vigtigere end det var for tyve år siden, at børn og unge får rørt sig. De må ikke bare sidde stille dagen lang som de gør i dag.
Sportsforeningerne mister medlemmer år efter år, men hvad endnu værre er, at det er ikke kun fysikken der skranter hos børn og unge i dag, det er også kostvanerne den er gal med.
Over alt hører man om forældre der brokker sig over den tid det tager at lave mad. Det skal helst ikke tage mere en 15-20 minutter at skrue et aftensmåltid sammen, til trods for at vi er et af de samfund i verden der har aller mest fritid. Det er jo mildest talt absurd at man ikke som forælder vil tage sig tid til at lave ordentlig mad.
Men det er i sær usund mad der er på bordene, og børnene bliver diagnosticeret som tyndfede, overvægtige og/eller med ADHD som aldrig før. Et klokkeklart signal om at helbredet er mangelfuldt, ikke om fejlmedicinering, men om dårligt helbred.
Når slik sælger bedre end mælk
I mine studieår arbejdede jeg i en Bilka forretning i Vejle. Der gjorde de meget ud af at fortælle medarbejderne hvilke varer der solgte bedst, så de altid var på hylderne.
Det chokerende ved statistikkerne var, at på en suveræn førsteplads var det bland-selv slik der toppede, og ikke ting som mælk eller hakket oksekød, men slik. Det er da forkasteligt, og måske netop derfor, er det da ikke så mærkeligt at børn vokser op med en mere eller mindre manglende fysisk udvikling, og skrantende helbred.
Og hvad er så min pointe med alt det her?
Min pointe er helt klar. Dårlige opdragere er skyld i en lang række livsstilssygdomme, som kunne undgås hvis man sendte børnene ned fra sofaen, og lærte dem noget disciplin og viljestyrke.
Jeg ser det hver dag. Unge mennesker i fitnesscentre landet over, der forsøger at opbygge den velproportionerede krop, som de aldrig fik i deres teenageår. Men manglende viljestyrke og disciplin betyder, at de stopper når det gør ondt. De bruger mere tid på mobiltelefonen, og snak med kammeraterne, end på at svede og slide for at få resultaterne.
Alt dette betyder imidlertid, at de få der rent faktisk har opnået gode resultater, skiller sig mere ud med deres fysik, end tidligere. Ikke fordi musklerne bliver større end tidligere, men fordi normen af danske unge blot er mindre, federe og dårligere proportionerede end de i høj grad burde være.
Måske er det en overdrivelse, det ved jeg ikke, men jeg mener i aller højeste grad at der faktisk er noget om snakken. Gør du?
Har du ris/ros, kommentarer eller andet du gerne vil bidrage med i forbindelse med indlægget. Så kan du afgive dem på: www.facebook.com/by.JSChristensen