I årevis er den ene motionsklub efter den anden lukket. Som følge af prispres fra kommercielle fitnesskæder, mediernes evindelige sludder og skræmmekampagner fra Anti Doping Danmark. Men nu er kursen på vej til at vende, og bør du tage chancen og bevæge dig ind i disse sagnomspundne huler?
Ja det lyder efterhånden som et dårligt eventyr, når man hører offentlige organisationer og medierne omtale de såkaldte jernhuler. Men er de nu så forfærdelige? Gemmer de på en skræmmende sandhed? Eller er de blot den misforståede dreng i klassen?
Det skal jeg forsøge at give dig svaret på her…
Den gang jeg var knægt.
Allerede nu lyder jeg måske som en gammel stodder, det er jeg nu ikke. Men den gang jeg var ung teenageknægt, begyndte jeg at træne lidt her og der, i en alder af femten år. Da jeg var seksten år, var jeg hooked på fitnesssport, og traf beslutningen om at melde mig ind i et rigtigt træningscenter.
Dengang hed det ikke et fitnesscenter, men vi gik i træningscenteret. Der var heller ikke rigtig nogle der snakkede om jernhuler, men centrene havde dog deres ry og rygte ude i byen.
Jeg begyndte helt bevidst i det der dengang hed Apollo Helseklub. Allerede udtrykket helseklub, ville nok i dag, få de fleste til at rynke på næsen. Men den gang hed de sådan, det var der intet unormalt i.
Et center i Vejle, i en gammel lagerbygning med mangelfuld isolering, så temperaturen i lokalet skiftede i takt med årstiderne. Her købte jeg mit første medlemsskab. Og trænede der fast indtil jeg flyttede udenbys, i forbindelse med mine studier.
Her var altid friskbrygget kaffe på kanden, den rareste ejer bag disken, og høj musik i højtalerne. Her blev ikke spillet The Voice, P3 eller det kendte udvalg af softpop, som vi kender fra de kommercielle centre. Her blev der spillet rock og elektronisk musik, i så overdøvende et toneleje, at man ikke behøvede sin Ipod. Det var fantastisk…
Maskinerne var af ældre dato, det meste fra 80’erne og 90’erne, men hold nu kæft hvor det virkede. Her var ingen smarte forkromede Technogym apparaturer, og ubrugelige maskiner med manglende funktionalitet. Her var der maskiner, der for det første kunne holde til at blive brugt. For det andet kunne der komme vægt på, i dimensioner som folk ikke forestiller sig i dag. Og for det tredje, var der specialmaskiner an mas.
Her kunne man træne, og det gjorde folk. Håndvægtene var af støbejern, skiverne af gummi. Det var dengang hvor maskiner kunne have kædetræk eller reb, i stedet for stålwire.
Men hvad så med menneskene?
Når man hører skrækhistorierne i medierne handler det altid om store steroidpumpede sataner, som æder dig med hud og hår, hvis du puster i den forkerte retning. Om folk med så umenneskelige styrke, at de kan løfte håndvægte på mere end 40 kg, som jo er den gængse størrelse i kommercielle centre. Men er det nu også sådan?
Med arme så tynde som tændstikker, var det med vaklende selvsikkerhed at jeg begyndte i centeret. De første tre måneder jeg trænede der, turde jeg ikke snakke til nogle af medlemmerne. De havde tre gange min størrelse, prustede og stønnede, og var helt umenneskeligt stærke. Det var temmelig intimiderende, at træne sådan et sted.
Forestil dig at du synes 60 og 70 kg er tungt i bænkpressen, og majoriteten af medlemmerne i et center skubber 140-200 kg i deres almindelige arbejdssæt? Det var ikke unormalt at se nogle skubbe 180 og 200 kg i bænkpressen.
Sådan var normen, men tingene ændrede sig hurtigt for mig.
De var slet ikke så slemme. De tog selv kontakten, selvom jeg var en ung knægt der havde meget at lære, så kom de selv og hjalp, tog kontakt, sludrede om alt og intet. Folk hjalp hinanden, og dermed også mig. Faktisk har jeg aldrig følt mig så meget hjemme som jeg gjorde i det lille center på Horsensvej i Vejle.
Mange af de bekendtskaber jeg gjorde mig, har jeg faktisk stadigvæk den dag i dag, og med god grund. For der var sammenhold i det lille center. Folk kendte hinanden, vi havde et socialt bånd, som man ikke ser i den lokale Fitness World i dag. Alle kendte hinanden, alle var på fornavn, snakkede om det meste, uanset om man vejede 130 kg i rå muskelkraft, eller var en 70 kg tung splejs, så var man aldrig alene.
Men hvad så med alle steroiderne?
Det er ikke unormalt at se værterne på Go’aften Danmark, tale om jernhuler, som flød de med anabole steroider. Som var det en fast del af medlemsskabet. Men er det nu så slemt?
Bevares, for en lang række af medlemmerne var det noget der fulgte med. Men det var ikke noget tvunget. Det var ikke sådan at man blev presset til at tage noget, eller man fandt brugte kanyler nogle steder. Det var en privat sag mellem folk, men noget man talte åbent om. Og de der kendte centeret, vil måske komme og sige, at de var da medlem af Anti Doping Danmark?
Ja det er også rigtigt. Centerejeren gav lov til at de to gange årligt måtte komme på besøg, for at teste. Men hvorfor gav han mon lov til det?
Havde det mon noget at gøre med de 250.000 kr. som man fik i kommunalstøtte, for at være medlem? – Ja, det havde det.
Men man talte åbent om det i centeret. Det var sådan et sted, hvor man fik et ærligt svar hvis man spurgte, og hvor der generelt blev talt åbent om det der nu følger med…
Vent nu lige lidt. Ovenstående lyder jo, til trods for lidt doping, som om det er de perfekte steder at træne? – Og ja, det er det.
Jeg er kommet rundt omkring i mange af de motionsklubber, der absolut ikke får en glad smiley fra Anti Doping Danmark. Og det er det samme alle steder. Folk er søde og rare, du kan få hjælp og vejledning til din træning, og miljøet er motiverende.
Der er da intet mere demotiverende end at træne i et center, hvor man er alle medlemmerne overlegne. Det er da netop motiverende at træne blandt ligesindede, som har opnået bedre resultater. Så har du pludselig noget at stile efter, og nogle at konkurrere med. Det er da det vi vil have i alle sportsgrene, er det ikke?
Skal man så vælge centrene fra blot pga. doping?
Svaret er et klokkeklart NEJ. De såkaldte jernhuler, som det nu så flot hedder, har typisk langt bedre udstyr end de kommercielle. Måske med flere år på bagen i nogle tilfælde, men absolut udstyr der virker efter formålet. Udstyr der ikke er begrænset i forhold til vægt og funktionalitet. For dette er stedet hvor tingene altid virker…
Dopingen flyder i kommercielle centre
Når nu folk i så mange år, har hængt såkaldte jernhuler ud, pga. dopede medlemmer og tunge vægte, var det så ikke efterhånden på tide at kigge indad?
Majoriteten af danskerne træner i kommercielle centre, ganske enkelt fordi der ikke er mange andre muligheder. Og tror du at dopingen flyder i private motionsklubber, så er det ikke anderledes, end i testede centre.
I hjertet af Aarhus, kan man eksempelvis opleve Danmarks største kommercielle center. Hvis du vil vide hvilken kæde jeg her taler om, tager det dig ikke lang tid at finde svaret.
Her er der dopede medlemmer, så langt øjet rækker. Og personalet kunne da ikke være mere ligeglade. Til trods for, en i kæden, stram anti doping politik. Kan man på en god eftermiddag finde mindst lige så mange, mænd som kvinder, der doper sig her, som man kan i en af de sagnomspundne jernhuler.
Så hvis det er pga. doping at du vælger centrene med det gode udstyr, og det store fællesskab fra, så begår du dit livs største fejl. Tænk dig om, i stedet for at lytte til unuancerede indslag i forskellige fjernsynsprogrammer. Tænk dig om før du lytter til Anti Doping Danmarks håbløse skræmmekampagner.
Tænk dig om fordi…
I de små private ikke-kommercielle centre, finder du bedre udstyr. Maskiner som du kun ser på film, eller læser om i bladene. Maskiner som den lokale FitnessDK, FitnessWorld og Fresh Fitness ikke ejer og har.
Du finder fællesskab, bekendtskaber og venskaber, som du ellers ikke ville finde. For her er der få medlemmer. Her kender folk hinanden, og her kan du få hjælp, eller måske blot en sludder. Hvis det er det du har behovet for ..
Det er ikke for sjov, at der over hele Danmark nu pibler små ikke-kommercielle centre frem, som var de aknen i ansigtet på en teenagedreng. De dukker op, fordi behovet er der. Fordi atleter og udøvere på højere plan, er trætte af mangelfulde faciliteter. De er trætte af høje kontingenter, og lave serviceniveauer. De er trætte af regler om påklædning og opførsel. De er trætte af den kommercielle dominans, som begrænser resultaterne i at udfolde sig.
Så er du så heldig at bo i nærheden af én, af de såkaldte jernhuler. Eller åbner der en i dit nærområde indenfor nærmeste fremtid. Så giv dem en chance. Gå derned og se hvad det er for noget, før du dømmer dem. Du bliver overrasket ..
Har du ris/ros, kommentarer eller andet du gerne vil bidrage med, så kan du gøre det på facebook.
www.facebook.com/by.JSChristensen