Lækker kartoffelsalat uden mayonnaise

Sommeren er over os, og én af de ting som vejret og de kommende grillarrangementer kalder på er kartoffelsalat.

Traditionelt er kartoffelsalat tilsat mayonnaise og derfor bliver det hurtigt kalorietungt tilbehør hvis man spiser det i store mængder.

Opskriften her er fedtfattig, har et højere proteinindhold fordi dressingen er baseret på skyr og er super let at lave. Opskriften her er baseret på kartoffelsalat til ca. 4 personer og tager ca. 60 minutter at lave inklusiv kogning og afkøling af kartoflerne. Ideelt koges kartoflerne dagen før de skal bruges og sættes til afkøling natten over.

Du skal bruge følgende:

  • 800g kartofler
  • 50g forårsløg
  • 150g bladselleri
  • 250g cherrytomater
  • 150g purløg
  • 150g radiser
  • 350g naturel skyr 0,2%
  • 1 tsk. dijonsennep
  • 1 tsk. akaciehonning
  • Salt & peber

Bring kartoflerne i kog, og kog dem 25-30 min. alt efter størrelse og type. Kartoflerne køles herefter af i gryden i koldt vand i ca. 10-15 min. og skæres derefter i mundrette stykker.

Imens kartoflerne koger røres skyren sammen med honning og sennep. Derefter smages den til med friskkværnet salt og peber.

Skær grøntsagerne i tern, hak purløg og vend det hele sammen med dressingen.

Efter afkøling af kartoflerne vendes de sammen med dressingen og pyntes med friskhakket purløg.

Velbekomme.

Næringsindhold pr. 100g:
54,8 kcal
3,33g Protein
9,16g Kulhydrat
0,2g Fedt

Næringsindhold pr. Portion:
263 kcal
16g Protein
44g Kulhydrat
1g Fedt

Udarbejdet i samarbejde med min madskribent Cæcilie Mikkelsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *