Den ekstreme tilslutning til diverse forbund indenfor fitness- og bodybuilding sport, tror jeg ingen havde set komme. Når jeg taler med folk internt i miljøet, er mit helt klare indtryk også, at der er opstået en vis undren over, hvor alle disse atleter dog dukker op fra. Men er de i virkeligheden fysisk klar til den sceneoptræden de skriver sig op til?
Det skal lige siges, at jeg IKKE skal gøre mig til dommer for hvem der er klar, eller ej. Men med over 1000 mails til DBFF herhjemme, i forbindelse med indmelding, må man forvente at der i hvert fald er 500 nytilkomne eller flere atleter i forbundet, og så er der også plads til at de hver i sær har sendt to e-mails. Hertil skal lægges alle de, der stiller op i diverse andre forbund som begyndere.
Ser man blot på gruppen for newcomers 2014 på facebook, så har den netop rundet 1200 medlemmer. Så alt tyder på at der bliver det største fremmøde af atleter i Danmarks historien, ved dette års Newcomers Cup.
Det er altså alle atleter der er dukket op ud af det blå. Og industrien herhjemme blomstrer naturligvis af den grund, hvilket jo er positivt på alle tænkelige måder. Min bekymring går nu mere på alle dé, der netop er begyndt at træne sidste år, og forventer at gå ind og knuse et helt felt af deltagere. For har man som atlet forventnings afstemt med sig selv, og er man realistisk med hvad man forsøger at opnå på rekordtid?
Forventningsafstemning er vigtigt!
Der er bestemt de der helt naturligt har gode linjer, en god struktur, og af andre årsager bærer muskelmasse, og de vil da også se ud som om de har været igang i årevis. Og så er der de, der løftede deres første håndvægt i september, og pligtsky tror, at de da ender på medaljeskamlen. Der er naturligvis mange ting der gør sig gældende for muskeltilvækst, men lad nu det ligge for en stund.
Det er nok desværre ikke helt så simpelt, og hvis fremmødet af atleter bliver så ekstremt ved dette års Newcomers Cup, som både medlemsstigning og diverse facebookgrupper indikerer. Så vil der, alt andet lige, være et utal af atleter, der bliver skilt fra i elimineringsrunder. Men kan de leve med det?
Min bekymring går derfor på. Har man gjort sig det klart hvorfor man vil stille op? Er man realistisk overfor sig selv, og overfor det felt man skal op i mod?
Der kan være et hav af grunde til at stille op, og alle er naturligvis lige valide. Ingen grund er bedre end anden. Men når man ser folk starte fra scratch, og skulle lære alt om kost og træning på rekordtid, så må man undre sig en smule. For det her ballgame er et marathon, IKKE en sprint.
Det samme gælder dog for coaches. Er de realistiske når de siger at alle kan blive klar til at stå på en scene, og skærer alle over én kam? Eller burde der i virkeligheden være nogle der fik af vide, at de skulle bruge et ekstra år eller to på at blive klar? Netop dét synes jeg er en vigtig sondring. Er der nogle der udviser en fornuftig tilgang til det?
For mig handler det om at få en succesoplevelse. Derfor er det også først nu, hvor jeg tager det næste skridt. Det har altså taget ni år at nå her til. Uden rigtig at vide at det var dét jeg ville fra starten af, og angiveligt også derfor det har taget SÅ lang tid. Derfor træner jeg da også hver dag med det mål for øje, at jeg ikke kommer for at blive nummer to. Det kan godt være udfaldet bliver noget helt andet, men det er ikke der målet er. Så må det jo bære eller briste, for i bund og grund handler det jo om at vise den bedste version af sig selv, mere kan man ikke gøre. Men var jeg helt ny i gamet, og blot var påbegyndt min træning fra start af, havde ambitionsniveauet nok langt fra været det samme…
Det handler om selvransagelse
En stor del af det her handler om selvransagelse. Er man realistisk overfor sig selv, og kan man derfor imødekomme ens egne forventninger?
Når man møder folk der kun lige er begyndt at træne, og hovedkuls tror på, at de da går ind og vinder deres respektive klasse, og ligefrem mener det er pinligt såfremt udfaldet bliver anderledes, må man undres. For nogle er denne her tankegang nok mere retvisende end andre. For nogle er det af helt naturlige årsager så ganske realistisk, men for langt flertallet, vil det ikke være tilfældet. Og hvad har de så tænkt sig?
Mentalt tror jeg på at det handler om forberedelse. I nogles tilfælde kræver det ganske simpelthen et års ekstra forberedelse, hvis de går med medaljedrømme, og for andre kan det klares på et øjeblik. Vi er ikke alle ens, men man skal være realistisk overfor sig selv, så man ikke bliver skuffet.
For alle de med et indædt vinderinstinkt. For alle de med et alt-eller-intet mindset, er det nok mere betydningsfuldt at forberede sig. For hvad vil man gøre, hvis man bliver slået på målstregen, og man går derfra i dyb sorg og frustration, fordi man havde sat sig selv op til noget andet?
Det handler om at gøre sit bedste
Alt for mange koncentrerer sig, i min optik, om at vinde. For nogle er det ekstremt realistisk, og for andre, ganske enkelt urealistisk. Men alle disse bør nok i langt højere grad træne for at gøre deres bedste. Følge kostplanen til punkt og prikke. Passe deres træning, og deres cardio. Og give sig fuldt ud ved hvert et pas. Hanke op i sig selv hver gang man får cravings efter chokolade, is, sushi, kage, grillmad eller hvad man nu er til. For først da, kan man med stolthed møde op, og forlade stævnet med rank ryg, uanset resultat.
Hvorimod hvis man fra start sætter næsen op efter en sejr, også selvom det fysiologisk set virker temmelig urealistisk, så risikerer man et langt stykke hen af vejen at gå derfra skuffet, frustreret og ked af det på egne vegne. Ganske enkelt fordi fokus lå det helt forkerte sted, og det indser man desværre alt for sent.
Måske du er enig, måske du er uenig, men uanset hvad, tror jeg bestemt der er nogle der for alvor bør foretage en dybere selvransagelse, inden diæten for alvor overtager tanker og handlinger. For det er nu man tænker klart, ikke om ti uger.
Har du kommentarer, spørgsmål, ris eller ros til indlægget? – Så bidrag meget gerne med det via tråden på facebooksiden: www.facebook.com/by.JSChristensen