Når håndtasken er fyldt med doping!

Fitnessbølgen der raser, ikke bare i Danmark, men over hele verden, har efterhånden nogle alvorlige følgevirkninger. Brugen af doping hos kvinder er ikke bare steget, den er efterhånden eskaleret til det glade vanvid, og betragtes pludselig som den eneste løsning, hos såvel atleter som vejledere, til at opnå drømmekroppen. Men er det virkelig dét værd?

Som titlen på indlægget indikerer, så henvender dette indlæg sig til piger og kvinder. Og med god grund. I lang tid har det vagt stor undren hos mig, hvorfor så mange piger pludselig doper sig. Og de der faktisk er velbevandrede i miljøet, vil nok give mig ret i, at der er nogle kendetegn, som for langt de fleste er temmelig afslørende, netop hos kvinder. Derfor er det også noget man lægger mærke til med det samme.
Omvendt har jeg endnu ikke haft nogen indgangsvinkel til at blande mig i debatten, og ej heller noget incitament, men det har jeg nu – og derfor læser du nu dette indlæg.
Inden jeg skriver yderligere, vil jeg gerne lige påpege for de der IKKE læser min blog, at jeg personligt har en ret liberal holdning til doping. Ikke at jeg selv benytter det, men jeg mener godt det i nogle tilfælde kan forsvares og håndteres forsvarligt. Men min holdning til piger og kvinder der doper er altså en anelse mere nuanceret, og det vil jeg her give et indblik i.

Dopingen flyder i kvindernes omklædningsrum
Det har som sagt længe været min opfattelse at dopingen flyder blandt kvinderne. Jeg har selv set en af sidste års vindere i bikinifitness spise Clenbuterol midt under en træning. Og jeg vil naturligvis ikke hænge nogen ud her, men det vakte alligevel undren, at man i en kategori som denne, sad og spiste Clenbuterol, og så så åbenlyst…
Da jeg så her i de forgangne uger blev kontaktet af adskillige piger, der fortalte mig foruroligende ting, stod det ganske klart, at der er alt for lidt information til de ganske unge piger i denne her sport, som bliver lokket ud i brugen af anaboler og andre præstationsfremmere, op til deres aller første konkurrence.
Beskeden jeg modtog var ikke til at tage fejl af; “Dopingen flyder i kvindernes omklædningsrum”. Og ikke nødvendigvis i jernhuler, men også i kommercielle centre som Fitness World. At få beskrevet hvordan man kan gå forbi den ene åbne håndtaske efter den anden, og se pakker med Anavar, Clenbuterol og lignende populære stoffer hos kvinderne, flyde rundt som var det håndtasken fra Mary Poppins, bare med et mindre “upgrade”. Virkede en smule foruroligende for mig.
Øjeblikket senere var jeg pludselig i kontakt med en anden pige. Ambitionen her var, at stille op i bodyfitness til debutantstævnet, en ambition der så absolut kan gennemføres uden brug af doping. Hun havde derfor hyret en coach, lige som så mange andre, men desværre en coach der ikke havde i sinde at gøre sit arbejde ordentligt.

Coach eller dealer?
Antallet af atleter i fitnessindustrien er steget eksplosivt over de seneste år. Med indførelsen af debutantstævnet v. DBFF, og tilblivelsen af andre nye forbund, er der blevet rig mulighed for at stille op under ordnede vilkår, uden at stille op mod veteraner i aller første omgang, men blot ligesindede.
Denne stigning korrelere naturligvis med antallet af coaches på markedet. Og uden at ville save den gren over jeg selv sidder på, så berører jeg nu alligevel dette emne, for det har sin relevans.
Når man hyrer en træner til at varetage kost og træning, hjælpe med posering og vejledning op til en konkurrence. Så er det meningen at man skal have en INDIVIDUELT TILPASSET PLAN! Det der desværre skete for ovenstående tilfælde, og for rigtig mange andre i denne her sport, er at hun fik et standard træningsprogram, og en standard kostplan, uden hensyntagen til nuværende form, symmetri, allergier, likes og dislikes. Dernæst var beskeden helt klar, for hvis hun manglede doping, så skulle hun bare sige til, de kunne nemlig skaffe alt.
Hvis man møder ovenstående scenarie, eller er blevet mødt med det, så bør man råbe vagt i gevær. Man bør være så intelligent at man regner ud, det ikke er en coach der har tænkt sig at gøre sit arbejde ordentligt, men blot skal tjene nogle nemme penge – og jobbet som coach er absolut IKKE simpelt.
Når der så efterfølgende bliver berettet om hvor åben dopingsnakken var blandt alle andre på teamet, og hvordan man nemmest muligt kunne skjule det i prøver, bringe bivirkninger ned m.m.. Så forstår jeg udemærket at hun sprang fra og gik solo, for det var altså ikke en træner hun havde fundet, men nærmere en dealer!

Men kunne jeg for helvede ikke bare blande mig uden om, og lade folk passe deres?
Svaret er simpelt; JO! – det kunne jeg uden tvivl, men…
De mange piger der lokkes ud i brugen af disse stoffer har slet ikke brug for dem, ej heller deres indvirkning på kroppen.
I årtier har det for piger og kvinder været tabu at træne med vægte. De har været bange for at komme til at ligne mænd, se maskuline ud og dermed miste deres kvindelige facon. Og det er netop grunden til at jeg laver dette her indlæg. For nu er det endelig blevet populært hos kvinderne at træne med vægte, og så flyder det pludselig med syntetiske stoffer.
anavarSom jeg forstår det, er det primært Anavar, Primobolan og Winstrol der bruges af piger. Stoffer som jeg kan forstå det, er forholdsvis milde hos mænd, men eftersom kvinder producerer minimale mængder af testosteron, så skulle effekten være ganske betragtelig hos kvinder. Og derfor værd at benytte, men…
Når nu kvinder er så bange for at komme til at ligne mænd, hvorfor så påbegynde en kønsskifteoperation, for at stille op i bikini- og bodyfitness?
Hvorfor er det dét værd?

Pardon my french
Ja, du sidder nok nu og tænker, en kønsskifteoperation, hvad snakker han dog om?
Pointen er her, at hvis man som kvinde ønsker at være en mand, så er der to elementer i den transformation. Den ene er at man injicere mandlige kønshormoner, som langt hovedparten af anabole steroider er baseret på.
Den anden er naturligvis amputeringen af brysterne og påmonteringen af mandlige kønsorganer. Men min pointe her er bivirkningerne, som kvinderne oplever. Og inden jeg træder nogle over tæerne, vil jeg lige påpege, at følgende information stammer fra flere kvinder, der har benyttet dopingpræparater, samt udtalelser fra anerkendte dopingeksperter i Danmark. Kilderne ønsker dog at forholde sig anonyme, hvilket jeg så udemærket forstår.
De beskrevne bivirkninger, som beskrevet af de forskellige parter, korrelere ligeledes på alle parametre, og derfor er jeg af den opfattelse at de er korrekte.
Dybere stemme, kraftig hårvækst i ansigtet og på overkroppen i sær, en kraftigt voksende klitoris – exciting, I know. Så er der selvfølgelig ting som, at menstruationscyklussen ændrer sig, og for mange helt udebliver til sidst. Man kan sågar have store problemer med at blive gravid senere i livet. Foruden disse meget væsentlige bivirkninger, er man selvfølgelig ramt af alle de almindelige bivirkninger, som skader på organer, acne, etc.

Hvorfor så lave sådan en skræmmekampagne her?
For det første, ser jeg ikke indlægget her som en skræmmekampagne, og lad os lige slå fast med syvtommersøm, at de piger og kvinder der vælger anabolerne, fordi de ønsker international succes i kvindernes bodybuilding og physique, og er nået til den erkendelse at det er en nødvendighed – fred være med det, jeg kunne ikke have andet end respekt.
Men de piger, der bliver lokket ud i brugen af præstationsfremmende midler, af en vejleder, træner, coach – kald det hvad du vil. Fordi det i deres øjne er den eneste udvej, for at stille op i bikini- og bodyfitness, de burde vide bedre.
Det er en ganske naiv holdning, hvis man tror at de her stoffer er vejen frem i kvindernes fitnessklasser, især til et debutantstævne. De fleste der hyrer en coach har selv en meget mangelfuld erfaring, og hyrer derfor en træner – med god grund. Men en træner som skal hjælpe en begynder frem i mod et stævne, bør levere skræddersyede løsninger, i stedet for standardløsninger bakket op at krudt og kugler.
Har man så opnået en vis portion erfaring, og vil videre ud i internationale konkurrencer i større kategorier, ja så kan man jo overveje om det er det værd. Men for rigtig mange bliver det kun til én konkurrence eller to, og er det så virkelig det værd?
Er det dét værd, at begå så store indgreb på sin kvindelighed, ikke bare fysisk, men også psykisk? Var det ikke bedre at se sig om efter enten at bruge et år mere, eller i det mindste hyre trænere der har udviklet deres egne træningsmetoder, koncepter, og som har erfaring med forskellige typer af kostplaner?
Det var i hvert fald en overvejelse jeg ville gøre mig, hvis jeg selv stod i sådan en situation. Lad for guds skyld være med at hoppe i med begge ben, og stole blindt på deres selvbestaltede forklaringer om at det er det eneste der virker, for i langt de fleste tilfælde, er det noget vrøvl. Og ikke en holdning der deles hvis man spørger dommergruppenog det er trods alt dem der skal kigge på jer, når tid er…

Har du noget at bidrage med i debatten? – Så kan de afgives i tråden på facebooksiden: www.facebook.com/by.JSChristensen