Koldskål er en ægte sommerklassikker. Nogle mennesker lever praktisk talt af det henover sommeren. Og derfor er det naturligvis nærliggende med en super simpel opskrift, der gør det muligt lige at spise lidt ekstra eller blot spare lidt kalorier.
Traditionel hjemmelavet koldskål indeholder omtrent 80 kcal pr. 100g, hvor denne opskrift blot indeholder 47,5 kcal pr. 100g.
Du skal bruge følgende ingredienser:
- 350g naturel skyr
- 300g kærnemælk
- 75g pasteuriserede æggehvider
- 1/2 citron (økologisk, hvis du ønsker at anvende skallen i koldskålen)
- 1 vaniljestang
- Easis Perfekt sød
Fremgangsmåde:
Pisk æggehviderne stive. Hvis du er i tvivl om konsistensen, så test det ved at vende skålen på hovedet, når du kan det er æggehviderne pisket tilstrækkeligt.
Tag en ny skål og bland skyr og kærnemælk sammen heri. Tilsæt saften fra 1 citron, og riv skallen fra den ned i koldskålen. Det er en smagssag, om man kan lide citronskal i sin koldskål, og det kan derfor sagtens undlades.
Vend nu alle ingredienserne i skålen sammen med æggehviderne.
Skær vaniljestangen over og skrab kornene ud. Man kan med fordel fordele vaniljekorn i en lille smule sukrin, så kornene ikke samler sig, når de blandes i koldskålen.
Tilsæt sødemiddel, hvis dette ønskes. Jeg har brugt ca. 1 tsk easis perfekt sød i min koldskål. Pisk herefter hele massen godt igennem.
Servér eventuelt med friske bær eller anden topping. Her har jeg brugt friske jordbær og en smule Choko Crunch fra Easis for at få lidt sprødt på toppen.
Perfekt som eftermiddags- eller aftensnack her i de varme sommermåneder.
Velbekomme.
Næringsindhold pr. 100g:
47,5 kcal
6,9g protein
4,1g kulhydrat
0,2g fedt
Udarbejdet i samarbejde med min madskribent Cæcilie Mikkelsen