Et liv uden for fællesskabet. Et liv som ofte bød på ensomhed, fjendtlighed, mobning og tillidsproblemer. Det var nu engang mit liv igennem mange år. En hverdag med daglige dødstrusler, et liv hvor jeg skulle kigge mig over skulderen, og altid se mig tilbage. Træningen blev min flugt fra virkeligheden. Det blev min skal. En skal af kunstig tryghed. En skal af kunstig selvtillid. Et overfladisk afluk…
Jeg tror alle mennesker har behov for at blive accepteret. De har behov for at blive værdsat, og ikke mindst respekteret. Det er bare sjældent virkeligheden for alle, faktisk langt fra. Det her er min historie. En historie om hvordan man vender livet uden for fællesskabet til en styrke, snarere end at lade sig undertrykke…
Jeg husker mine spæde skoleår med gru. Jeg var et genert barn i de mindste klasser. Lille, spinkel, og genert. Jeg havde på en eller anden måde svært ved at blive en del af fællesskabet. Jeg havde kun få kammerater på den første skole, dem jeg havde så jeg jævnligt, men det var som om noget manglede.
Jeg voksede op i et velhaverkvarter. Vi manglede ikke noget derhjemme, men det var ikke som i de andre familier. Klassekammeraterne på de dyre adresser var selvoptagede. Måske et levn fra forældrene, men det var som om jeg ikke var god nok, nærmest uanset hvad jeg prøvede.
Jeg husker en klassekammerat der en snevejrsdag ville lege. Det var dengang man faktisk legede sammen. Da han kom sagde han stilfærdigt: “du må ikke sige det til de andre nede i skolen”.
På en eller anden måde bed det sig fast på nethinden af mig, også selvom det er knap tyve år siden. Jeg var åbenbart kun god nok, hvis venskabet kunne være hemmeligt.
Sådan var de første 4 år af min skolegang. Ensomme og alene. Man var aldrig god nok. Så var det ens påklædning, så var det frisuren, så var det den nye cykel man lige havde fået. Uanset hvad, så var der altid noget galt. Det blev til et skoleskifte…
Med håbet om mere.
Skolen jeg gik på var dårlig. En kommunalskole med så lidt tid til eleverne at det gjorde helt ondt at tænke på. Lærerne var tæt på elendige, og infrastrukturen endnu værre. Måske ikke så underligt at folk snakker om hvor meget bagud vores skolesystem er.
Jeg kom på en dyr privatskole. Inde i byen. Man skulle tidligt op og med bussen, om morgenen. Det var en gammel bygning. Lærerne var dygtige. Klasserne var mindre. Jeg husker lige så tydeligt, jeg var elev nr. 10 i min klasse. Jeg lærte mere det første år på den skole, end de første 4 år på den kommunale skole. Vi var altid foran pensum. Nogle fag både 2 og 3 år foran hvad uddannelsesministeriet dikterede.
I starten var mine klassekammerater søde. Jeg blev for første gang en del af et fællesskab, og havde da et par gode år. Alle legede med hinanden, og ingen var uden for. Det var tæt på uvirkeligt at det kunne være sådan.
Det fik en brat ende det hele. Da jeg fyldte det 11 år satte min akne ind. Bumser blev til bylder, og snart var det hverdag at have et rødligt materiefyldt ansigt. Det blev starten på mobningen igen. Kammeraterne var pludselig ikke så flinke længere. Det blev til daglige drillerier. Drillerierne blev til mobning, og snart begyndte jeg at lukke mig ind i mig selv igen.
Reddet af sporten
I takt med at min selvtillid var dalene, så blev jeg rent sportsligt bedre. Livet på håndboldbanen skiftede takt i rekordtempo. Snart kom jeg også i medicinsk behandling. Omkring 12 års alderen fik jeg ordineret en behandling for min akne. I takt med at mit ansigt blev pænere og pænere, blev vi bedre, hurtigere og stærkere på håndboldbanen. For første gang i mit liv oplevede jeg selvtillid. At være dygtig til noget betød en indre drivkraft og et eliteinstinkt blev vækket.
I syvende klasse kom der en ny dreng i klassen. Han var anderledes end de andre. Pigerne var vilde med ham, drengene synes han var cool. Han blev min bedste kammerat. Pludselig var der altid en at snakke med. Det var første gang jeg oplevede et gensidigt venskab i mine teenageår. Han var ligeglad med hvordan jeg så ud, eller hvad jeg gik klædt i. Det var kontakten der holdt os sammen.
Vi rykkede op i landets næstbedste række. Håndboldspillet betød selvtillid som aldrig før. Efter sommeren ’04, introducerede han mig løbende for flere i hans vennekreds. Han var altid meget populær. Kendte alle, både jævnaldrende og ældre. Pludselig fik jeg socialliv og kvindelige bekendtskaber. Det var noget jeg aldrig havde haft på den måde. Jeg lærte at begå mig socialt, og pludselig lå en ny verden åben for mig.
En verden der brast
Det efterår blev begyndelsen på et nyt mareridt. Han blev slået ihjel. Kørt over af en lastbil i et lyskryds, en morgen på vej til skole. Jeg husker hvordan jeg kom hjem fra håndbold en lørdag. Intetanende om hvad der ventede. Min mor overrakte mig nyheden i døråbningen til mit børneværelse. Verden gik i stå for mig. Lige der, gik verden i stå. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. For første gang i mit liv havde tingene gået godt. Jeg havde faste kammerater, begyndende socialt liv, jeg var blevet udadvendt og glad. Pludselig blev årsagen taget fra mig, og jeg var atter henlagt til at være alene.
En af de efterfølgende aftener, hvis ikke det faktisk var den selv samme aften, var der mindehøjtidelighed på ulykkesstedet. Jeg husker hvordan flere hundrede stimlede sammen, han var åbenbart mere kendt i byen end jeg regnede med. Folk begyndte at prikke mig på skulderen som mørket faldt på. Af en eller anden årsag var der mange der kendte mig, uden jeg kunne gengælde det.
Mads havde fortalt om mig vidt og bredt, og snart skulle jeg for alvor opdage hvordan sociallivet slog gnister. Hans venner tog mig til sig. Det var en underlig følelse, noget jeg aldrig havde oplevet før. Desværre var de ikke alle guds bedste børn…
Det hele ramlede..
Den selvsamme vinter blev jeg åbenbart uvenner med en i flokken, til stadighed uden at vide hvorfor. Pludselig vendte alle mig ryggen. De trak sig væk, og ud af det blå begyndte truslerne at vælte ind over mig. Det dengang populære sociale netværk “Arto” blev pludselig en platform for mobning. Mobning blev til trusler om vold. Trusler om vold blev til dødstrusler. Og før jeg fik set mig om stod der et tæskehold på små 20 mand foran min skole.
Pludselig fandt jeg for alvor ud af, hvad jeg var blevet rodet ud i. De efterfølgende år lukkede jeg mig ind i en skal. Jeg begik mig godt blandt piger, men havde svære tillidsproblemer, og drengevenner blev der ingen af. Jeg oplevede at blive passet op når jeg ventede på bussen. Af fremmede indvandrerdrenge. Jeg oplevede at blive overfaldet på åben gade. Jeg oplevede en ung fyr truede mig med at blive stukket ned midt på strøget. Jeg oplevede hvordan verden pludselig kunne blive barsk, over en bagatel som jeg stadig ikke ved hvad gik ud på, den dag i dag.
Jeg blev på alle mulige måder indelukket i mit eget sind. Jeg stoppede med at være social, håndbolden blev skruet ned i niveau, og hver dag blev en indre kamp mod dæmoner på hvert et gadehjørne.
Jeg skiftede håndboldklub. Kontroverser med en træner betød, at jeg måtte prøve nye græsgange. Det gik godt den første sæson. Jeg var topscorer i min første kamp, og mange kampe siden da, for det nye hold. Men så fandt jeg vægtene..
En ny identitet
I håndboldhallen var der et vægtlokale. Jeg begyndte at træne med et par knægte fra hallen. Snart gik det stærkt, og jeg fandt et afluk. Et afluk fra omverdenen der gav plads til styrke. Jeg havde brug for at føle mig tryg. Styrken blev til tryghed. Og snart var jeg fanget i en verden af voksende selvtillid og kropslige komplekser.
1 dag om ugen blev til 2. Året efter blev det til 3, så til 4. Jeg stoppede mit håndboldspil, jeg var blevet bidt af vægtene. De gav mig et frirum, en plads en ny identitet. Noget jeg havde brug for.
Selvtilliden greb om sig. Snart begyndte jeg at socialisere mig igen, oftest med piger, og ellers med fyre med samme interesse.
Tiden på privatskolen blev erstattet med en tid på handelsskolen. En 3-årig gymnasietid der bød på endnu mere tid uden for fællesskabet. Af en eller anden grund blev jeg aldrig rigtig accepteret af mængden. Der var få kammerater ind i mellem, men mange drillerier og mobberier i skoletiden.
Jeg blev skydeskive, fordi det åbenbart var nemmest sådan. Svarede jeg igen blev det værre, og pludselig var det mine første skoleår om igen.
Jeg husker en studietur. Vi stod i lufthavnen, på vej til Barcelona. En af knægtene i klassen skubber til mig i bagagekøen og spørger mig: “Hvorfor tager du overhovedet med? – Der er jo ingen der kan lide dig”.
En sætning der har jaget sig ind i sindet på mig siden da. En forfærdelig tid med forfærdelige minder.
Eftertidens efterspil..
I takt med at teenageår blev til voksenår, skiftede fokus. 3 universitetsår blev påbegyndt. En tid på Handelshøjskolen. Det skulle have været starten på noget nyt og bedre, men det sagde mig ikke noget. Det var som om mit fokus var andetsteds, og midt i 4. semester begyndte jeg at intensivere min træning. Kosten blev justeret. Rugbrødsmadder blev skiftet ud med tupperware. Fyldt med proteiner, kulhydrater og fedtkilder.
Jeg begyndte at gå op i andre ting. Drukturene på studiet blev sorteret fra. Træningen blev intensiveret. Elitegenet satte ind igen. Modgangen og smerten blev min styrke. Det blev her jeg fandt drivkraften. Og målet var sat.
Det tog mig 2,5 år at forberede mig, såvel fysisk som mentalt. Bacheloren blev afsluttet, selvom jeg den dag i dag ikke bruger den til noget. Mit fokus ligger andetsteds. Jeg blev bedre, stærkere, mere strømlinet. For første gang i mit liv, lavede jeg noget jeg var oprigtigt god til. Jeg lavede det jeg var bedst til.
Modgangen blev til guld
Et helt liv som barn og ung, fyldt med modgang, mobning, trusler, vold og ensomhed, blev vendt til en styrke. Det blev drivkraften der gjorde at jeg vandt mit første stævne. Det blev drivkraften bag hvert et skridt, og hver en handling.
I dag lever jeg af min passion. Jeg lever af at motivere og inspirere min klienter. Jeg lever af at give dem en lille bid af mig selv. Jeg lever af at vejlede dem, på vej mod deres mål. For første gang i mit liv, er der noget der giver mening.
Den dag i dag er jeg stadigvæk meget alene, men jeg har lært at tackle det. Jeg har lært at gøre det til en styrke. Det er måske min hudløse ærlighed der skræmmer folk væk. Der er så mange der ikke kan tåle hvis man siger sin mening. Men måske det er dét, der er brug for?
At folk rejser sig fra stolene, og siger fra. At de ikke bare bukker under og accepterer elendighed, men er ærlige omkring det? Jeg lever af min ærlighed, min imødekommenhed. Det er min umiddelbarhed, der er blevet min styrke.
Du kan gøre det samme. Husk at vende livets modbydelige modgang, til din egen medgang. Enhver svaghed kan vendes til en styrke, og for at du kan rejse dig, skal du have noget at rejse dig fra. Du skal have været tvunget helt i knæ. Været nede og ligge. Først da, finder du styrken til at realiserer dine drømme.
For første gang har jeg lavet et indlæg om mig selv. Har du kommentarer du ønsker at knytte til mit indlæg? Så find mig på www.facebook.com/by.JSChristensen eller www.facebook.com/jacobsphysique