Mette’s Gæsteblog – Rejsen til en Bodyfitness Fysik

Jeg har i dag fået lov til at lave et indlæg på bloggen, og det skal handle om mit atletforløb hos Jacob, fra jeg startede til jeg i dag har ændret mit liv, stillet op i min første fitnesskonkurrence og, hvor jeg nu er i gang med forberedelserne til min anden.

 

Jeg startede mit forløb hos Jacob i efteråret 2015, jeg havde trænet i en del år samtidig med jeg var fitness instruktør i Fitness World. Jeg syntes egentlig selv jeg havde rimelig styr på hvordan jeg skulle træne, hvordan jeg skulle spise og hvordan jeg skulle tælle kalorier. Jeg havde gennem årene læst en masse om at ”bulke” og ”cutte”, men trods mine gode hensigter så gik det bare ikke efter planen, jeg fik ikke de ønskede resultater ud af det. Samtidig begyndte jeg at køre sur i træningen for jeg havde svært ved at lave mine egne træningsplaner – og uden synlig fremgang forsvinder motivationen. Derfor besluttede jeg at der skulle ske en drastisk ændring. Jeg har altid været konkurrencemenneske så en konkurrence måtte være tilpas motivation for mig – et nyt kapitel, en ny start, en ny Mette!

Mettes udgangspunkt ses nedenfor her startede vi d. 21/10 – 2015 – Vægt 70,3 kg

 

 

Jeg startede derfor et atletforløb hos Jacob og planen blev hurtigt at jeg skulle debutere i Bodyfitness til Newcomers 2017, altså havde vi halvandet år til at få mig til at stå skarpt – easy, tænkte jeg. Jeg modtog mine første planer et par dage senere og jeg skulle nu til det famøse ”foodprep”, noget som jeg tænkte ville være simpelt nok – jeg tog fejl. Det tog mig en hel eftermiddag at lave mad til to dage, det var så uoverskueligt og jeg havde mest af alt lyst til at sætte mig ned og tude, jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget, og mit køkken lignede efterladenskaberne fra Roskilde-festivalen da jeg endelig nåede i mål. Nå, der var ikke andet at gøre end at fortsætte, det måtte jo blive nemmere på et tidspunkt, det tog lidt tid men lidt efter lidt fandt jeg rytmen og den dag i dag har jeg svært ved ikke at leve i min struktureret hverdag med mine planlagte måltider.

 

Min konkurrencediæt startede i januar, hvor jeg ved start vejede næsten 77 kg. Jeg har aldrig vejet så meget før og jeg så virkelig frem til at smide noget flæsk. Det blev en lang og sej kamp for mig, for jeg taber mig ikke lige sådan, og jeg endte med at bruge meget tid på cardio. I måneden op til konkurrencen stod jeg 45 minutter på stairmasteren om morgenen, styrketrænede om eftermiddagen og dyrkede igen cardio efter træning, samtidig med at jeg ikke fik særlig meget at spise – av det var hårdt.

På trods af min meget hårde diæt vil jeg ikke bytte den for noget, for jeg har lært så meget om mig selv og hvor meget jeg kan presse mig selv ud over komfortzonen, hvilket er meget længere end man går og tror. På en konkurrencediæt har man gode og dårlige dage, jeg prøvede så vidt muligt at reflektere over min dag når jeg om aftenen lå i min seng, hvorfor havde min dag været dårlig? Hvordan kan jeg undgå det til en anden gang? Hvor var mit triggerpoint? På den måde fik jeg flere gode end dårlige dage, for jeg prøvede at undgå de situationer der gjorde mig i dårligt humør.

Da peakweek endelig startede en uge inden showet var jeg lykkelig! De sidste par uger op til konkurrencen var virkelig seje og tiden sneglede sig af sted for mig, dagene føltes som uger. Da peakweek endelig kom kunne jeg begynde at glæde mig, pakke og gøre mig klar. Inden jeg fik set mig om stod jeg på scenen med mere spraytan på end jeg troede var muligt og mere make-up end jeg har haft på før, svedet haglede af mig og jeg kunne kun koncentrere mig om at gøre alle de ting jeg havde lært. Det var en fantastisk dag og en fantastisk oplevelse, og det er ikke sidste gang.

Mettes sidste formbilleder (Morgenen før showet – 68 kg)

 

 

Efter mit forløb har jeg fået et nyt forhold til mad, jeg forstår nu betydningen grøntsager, jeg forstår betydningen af næringsstoffer og vitaminer og jeg forstår vigtigheden i at få nok væske – hver dag. Jeg ved hvor hårdt det er at gå igennem en konkurrencediæt, for det er hårdt, specielt når man som jeg har en krop der hellere vil bygge muskler end brænde fedt, det gør det hele lidt sværere, men jeg er i den overbevisning at jeg kan hvad jeg vil, hvis bare jeg arbejder hårdt nok for det. Derfor stod jeg på scenen d. 26 maj 2017 i Bodyfitness, på trods af 20 uger på diæt med kedelig mad, mange timers cardio, hårde træninger og mange svære perioder. Jeg er stolt over at nå dertil hvor jeg kunne deltage i en konkurrence og faktisk have en fair chance for en fornuftig placering. Jeg fik en delt 7./8. Plads (point lighed), som desværre betød at jeg ikke fik en DM kvalifikation.

Nu er jeg i gang med at gøre mig klar til Newcomers igen til marts 2018, jeg ser ikke konkurrencen som et nederlag, tværtimod ser jeg den som en oplevelse og en erfaring. Jacob og jeg ved nu, hvad der skal forbedres og hvordan jeg skal stå til marts – og jeg glæder mig til at komme ind bedre og stærkere!

Hele denne rejse havde ikke været mulig uden Jacob, han har lært mig alt hvad jeg i dag lever efter indenfor træning og kost og at hårdt arbejde belønner sig. Jeg kunne ikke forestille mig at stille op til en konkurrence uden ham ved min side. 

1 deling giver 1 smilShare on Google+Share on LinkedInTweet about this on TwitterShare on Facebook

Marias Gæsteblog: At vælge den “rigtige” coach

Som forord til denne her blog vil jeg (Jacob – indehaver og ejer af Fitnesscoaching By JSChristensen) gerne tilknytte et par ord inden jeg poster Maria’s indlæg.
Først og fremmest handler bloggen ikke om negativ omtale af andre trænere, moralen er at vælge den rigtige – for dig – hvem det så end er.
Som mennesker er vi forskellige, vi har forskellige behov, og markedet for personlig træning og især online coaching er blevet en jungle.
Udfra hverken pris eller tidligere resultater med klienter er det muligt at forudsige hvor meget eller hvor lidt hjælp man rent faktisk får under sådan et forløb og hvad man kan forvente.
Maria’s oplevelse er én af mange jeg desværre hører alt for ofte. Man betaler i dyre domme for at få en coach med flotte fotos på instagram, og ender med at vente i ugevis og månedsvis på emailrespons.
Og hvis planerne så ikke fungerer fra start, så er man fortabt.
Det er derfor mine forløb indeholder fast sparring via Skype, svartider på emails og sms samt faste handelsbetingelser som sikrer forløbene.
Så hvor end du vælger en coach, så sørg for at du faktisk får fuld valuta for pengene. Der er rigtig mange gode og erfarne. Så undersøg det nærmere i stedet for bare at vælge efter billeder på instagram – Over and out, videre til Marias oplæg:

 

“Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg igennem de sidste 2 år har prøvet en del coaches og mine resultater har været den ene skuffelse efter den anden. Det medførte at jeg aldrig kom i mål og motivationen til at fuldføre et såkaldt forløbet forsvandt”

 

Vi ved alle sammen, at det kræver en hvis form for selvdisciplin at følge en diæt eller holde sin træningsplan. Men for at komme i mål er det lige så vigtigt, at man har støtte og vejledning fra sidelinjen. Det jo netop derfor man vælger at investere i en coach – ellers kunne man jo ligeså godt tage sagen i egen hånd.

Når jeg tænker tilbage på mine forløb hos to tidligere coaches, var de under al kritik. Mit første forløb var hos en mere uerfaren og ikke så kendt coach. Her startede min diætplan med at ligge nogenlunde højt i kalorieindtag, men fordi min krop ikke ville samarbejde med den måde min diæt var sat sammen på, valgte min coach at sætte mit kalorieindtag helt ned til 1200 kcal på dagligbasis, hvilket er ret lavt til en pige af min størrelse. Ikke nok med det blev min cardio sat ekstremt højt, på trods af jeg styrketrænede 6 gange om ugen. Resultatet blev at i stedet for en drømmekrop, endte jeg med en krop der var træt, gjorde ondt konstant og et humør der var helt nede i kulkælderen.

Til sidst valgte jeg at droppe ud af forløbet, da jeg ikke kunne være med på disse præmisser.

Efter lang tids søgen på nettet, valgte jeg at kontakte en mere kendt coach. Her fik jeg lavet en ny diæt- og træningsplan. Jeg håbede nu at jeg skulle jeg komme i den form jeg altid havde drømt om – og hvor stor var chancen for at man ville løbe ind i en dårlig coach igen? Det viste sig dog at denne coach ikke kunne opfylde, hvad det betalte forløb skulle indeholde. På trods af at jeg begyndte at tage på, blev der ikke rettet i min diætplan, der blev ikke svaret på mine mails og de ugentlige form billeder som skulle sendes efter aftale, blev der ikke givet respons på. Igen ramte skuffelsen mig og jeg begyndte faktisk at tro at, det var mig der var noget galt med. Hvorfor kunne jeg bare ikke bare skabe de resultater, når alle andre kunne? Efter nogen tid valgte jeg at stoppe forløbet hos denne coach.

Jeg havde egentlig opgivet håbet om at finde en coach i Instagram- og facebookvirvaret, men så fandt jeg Jacob. Det skal lige siges at, jeg brugte virkelig lang tid på at overbevise mig selv om, at han ikke skulle være ligesom alle de andre og jeg tror heller ikke at Jacob var i tvivl om, at jeg var MEGET kritisk omkring opstart af et forløb.
Men mit 3 månedernes forløb hos Jacob, har været helt igennem fantastisk. Jeg tror aldrig en diætplan har været så nem at følge. Jeg fik lige pludselig masser af lækker og varieret mad, med det resultat at min krop begyndte at samarbejde, og skabe de resultater jeg længe havde gået og drømt om. Under mit forløb, fik jeg lavet de ønskede justeringer jeg bad om og var der en madvare jeg savnede, blev den justeret ind i min plan.

Derudover giver den månedlige skypesamtale så meget. Man får mulighed for at spørge om alt mellem himmel og jord, og Jacob er altid klar med et brugbart svar!

Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om hvilken coach jeg vil vælge fremover!

Maria tabte knap 4 kg under forløbet, men tabte en total på 93,8 cm på kroppen spredt ud over 11 standardmål.

Herunder blandt andet:
9,6 cm i taljen
16,2 cm om mavens tykkeste punkt
11,7 cm om hvert lår

 

 

1 deling giver 1 smilShare on Google+Share on LinkedInTweet about this on TwitterShare on Facebook

Gæsteblog: Fit over 40 – Betinas rejse

Hvad får et menneske til at gå fra et almindeligt kostforløb til pludselig at have et mål om at stille op i bikinifitness?

Når jeg tænker tilbage, så startede jeg op på et kost- og træningsforløb på det helt rigtige tidspunkt i mit liv, jeg var lige kommet ud af et længere forhold hvor kæreste-hyggen havde sat sine spor.

Jeg var klar til noget nyt i mit liv og igen koncentrere mig om ”MIG” og det første var at komme i form igen. Jeg havde tidligere trænet styrketræning, men efter et år uden så meget fokus, så var jeg i en form som jeg ikke var tilfreds med.forside-25-4-15

Valget på Jacob skyldtes jeg havde fulgt et par af hans atleter og det virkede til at det var en sund tilgang Jacob havde til tingende. En masse mad også kulhydrater (som jeg egentlig frygtede, efter det var meget IN med lowcarb osv.) og de lavede ikke så meget cardio, så en dag sendte jeg en mail af sted og kort efter havde vi haft vores første samtale og modtaget mit trænings- og kostprogram. Målet var at komme ned i fedt-% og bygge lidt mere muskelmasse på, så jeg ville se mere tonet/fit ud.

Ingen tvivl om min verden blev vendt op og ned, 5 måltider om dagen og skulle pludselig spise efter hvilke muskelgrupper jeg trænede, samt styrketræne faste muskelgrupper, og der var mange øvelser og begreber jeg aldrig havde hørt om, men hurra for nettet i dag, det gør det bare nemmere at finde et svar og var der noget som slet ikke gav mening havde jeg altid Jacob som var klar med en forklaring på tingende.

bagside-25-4-15Efter et par uger begyndte tingende at sætte sig fast. Maden kunne jeg inde i mit hovede og skulle ikke finde planen frem længere. Træningen blev nemmere at huske og derfor også kortere og kunne hurtigt se stor stigning i min styrke. De 12 uger blev til 16 uger og havde måske ikke det store vægttab (ca. 3,5 kg), men er du gal mit spejlbillede sagde noget andet. Pludselig havde jeg fået små fine runde skuldre og numsen havde fået et godt løft i den rigtige retning. Her stod jeg som 41 årig i en bedre form end da jeg var 25. De 16 uger var faktisk gået nemt og havde overholdt alle planer 100 %, undervejs havde jeg fået lov at synde, så der var også plads til burger, sushi og bland selv slik.

Jeg var nu blevet bidt af denne livsstil, aldrig har jeg haft det så godt med mig selv, havde en masse energi og følte mig hjemme i fitness centret, så beslutningen om at stille op i bikinifitness blev taget og selvfølgelig skulle det være med Jacob som coach, og så blev den kontrakt underskrevet.

Jeg gør det her fordi jeg er vild med denne sport, selvfølgelig kan man have en dag hvor man mere har lyst til at ligge på sofaen, men der er ikke mange af dem, og på de dage husker jeg mig selv på hvorfor jeg gør det her, og den følelse det giver mig når jeg er færdig. Er vild med at tingende aldrig bliver nemmere, du bliver bare bedre til det, men det er altid hårdt, det at presse sig selv så langt ud som man egentlig ikke troede var muligt. Se hvor stærk man er blevet, bide smerten i sig ved hver træning, lukke alle mennesker ude og det eneste du skal gøre er at være bedre end sidst du trænede. Kunne sætte fokus på områder du vil forbedre og se du faktisk forbedre dig.

I dag er jeg blevet 42 år og der er nu gået 1,5 år – målet er Newcommers bikinifitness masters +35 til maj 2017. Der har været op- og nedturer i det her forløb, og hver gang har Jacob været der for mig.

Første store nedtur var da Newcommers pludselig blev rykket og målet rykket 8 mdr. frem, det betød at der var 1 år og 3 mdr. til den scene og samtidig havde vi øget min mad så meget, at jeg var blevet 6 kg tungere omkring nytåret 2016 og det er hårdt at følge den samme madplan dag efter dag i så lang en periode og de 5 måltider er som atlet 6-7 måltider hvor det ligger fast hvor meget fedt, protein osv. jeg må indtage.

Som menneske er jeg ikke til faste rammer, men jeg har gjort det her så længe, at jeg har lært at leve i en mere kontrolleret tilværelse. Man får skubbet til nogle personlige grænser og bliver ikke kun stærk i fitness centeret men også som menneske.

20160930_082756Da vi når april i år beslutter vi at køre en diæt og få mig ned i fedt-% for at se hvad der gemmer sig under fedtet. Til at starte med står min væ

gt stille, vi prøver at gå ned i mad og op i cardio men stadig sker der ikke noget, igen begynder jeg at stresse og det er først da jeg får mig selv med og ændrer mit mindsæt at der sker noget. Vægten falder uge efter uge og det er på trods af vi ikke laver om på kosten eller mere cardio, forskellen er bare at jeg har mig selv med og jo mere jeg kan se mine muskler komme frem under det forsvindende fedtlag, jo mere energi får jeg. Det siger lidt om hvor meget power der er i dit hoved og hjerte.

Vægten er nu 57,4 kg stort set den samme vægt som jeg havde efter mit allerførste kostforløb, forskellen er bare at jeg har meget mere muskelmasse og derfor en meget lavere fedt-%. Min talje er faktisk 12,6 cm mindre, fra mit allerførste møde med Jacob til i dag.

 

7 mdr. er der til målet og der mangler mange timer i køkkenet, fitnesscenteret, poseringstræning og cardio endnu. Er det alt sliddet værd? – JA! og et 20160930_082942stort et. Det er mit liv og mit valg, andre behøver ikke forstå det, så længe de bare acceptere det.

Jeg glæder mig så meget til at se mig selv i min bedste form, stå der med en alt for brun farve, håret sat, makeuppen lagt, negle som matcher min bling bling bikini og få den største oplevelse med i bagagen.

 

 

Har du spørgsmål til Betinas proces så stil dem i kommentarsporet på facebook.

Ønsker du selv hjælp til at komme i dit livs form så kan du kontakte mig på mail@jschristensen.dk

1 deling giver 1 smilShare on Google+Share on LinkedInTweet about this on TwitterShare on Facebook

Gæsteblog: Håndbold i TOPFORM

Mange idrætsfolk tænker alt for lidt over kosten og tilrettelæggelsen af styrketræningen spiller en alt for lille rolle i jagten på en bedre performance. Men hvad betyder det egentlig for krop, velvære og performance når man tager de sidste steps og retter fokus ind på de rigtige parametre?
Mie Fyrsterling har skrevet en gæsteblog om vores samarbejde over de sidste halvandet år – læs med, og bliv inspireret.

“Jeg har nu gået hos Jacob on and off siden april 2015 og jeg har simpelthen været så glad for det.”

Jeg hørte om Jacob gennem en veninde, som havde smidt 25 kg på to 12-ugers forløb hos ham og jeg synes derfor, at konceptet lød super spændende. Det jeg især godt kunne lide var, at jeg kunne se på min venindes kostplan, at hun slet ikke gik og var konstant sulten, hvilket man jo kan være på så mange andre kostplaner, men at hun rent faktisk fik ret meget mad at spise – og ALLIGEVEL tabte sig en masse. Derfor tog jeg springet.

mie-f-1-transformationJeg valgte, at gå all-in og tage 12-ugers forløbet med kost- og styrkeplan og mit mål med dette var at få en sundere livsstil, tabe mig og blive mere fit.
Kiloene raslede af mig og efter 12 uger, havde jeg smidt 9 kg, ca. 10% fedt og en hulens masse centimeter! Det var så fedt!

Jeg blev så bidt af det og valgte, at få mig et 12-ugers forløb mere med Jacob, hvor fokusset skulle være at få et optimalt kostindtag i forbindelse med min håndbold. Jeg skulle lige pludselig spise meget mere mad, og jeg blev faktisk nervøs for, om det var for meget mad og om jeg så ville begynde at tage på igen. Det nævnte jeg for ham hvor han forsikrede mig om, at der var styr på det. Gennem de to forløb indså jeg, at jeg ikke behøvede at stille spørgsmål for om det ville gå i den forkerte retning, for Jacob havde altid styr på det.

Den nye kostplan fungerede kanon godt. Jeg restituerede meget bedre, og jeg havde meget mere energi på håndboldbanen, hvilket kunne ses på min præstation til træning og turneringskamp.

Jeg mærkede det fx ved at jeg gik fra, at være blandt de langsommeste på håndboldbanen, til at være blandt de to hurtigste. Dette kunne især ses til vores intervalløb inden haltræning.

Jeg fik ros af min træner for, at jeg var blevet mere eksplosiv i mine fodfinter og min springhøjde var også blevet forbedret. I forsvaret havde jeg meget mere overskud til at kunne tackle bedre igennem og min skudplacering gjorde ligeså at jeg nu formåede, at score flere mål og dermed have en højere målprocent. Jeg følte altså et klart højere fysisk og mentalt overskud på håndboldbanen.

Efter de 12 uger valgte jeg at køre på lidt selv, men jeg savnede at have en coach, som jeg kunne skrive til i tide og utide, og dermed sparre en masse med. Derfor startede jeg hos ham et par måneder efter igen.

Mit sidste forløb, var et atletforløb, som vi startede op i august måned. Målet var Bodyfitness Newcomers 2017. På trods af håndbold på 1. divisions plan valgte jeg, at jeg ville stille op alligevel. Jeg ville bare prøve, at stå på den scene! Vi gik i gang, og der skete resultater med det samme.

Fedt procenten faldt og muskelmassen blev øget markant. Det var fedt, at være i processen og styrketræne fem gange om ugen. Dog kunne min krop ikke holde til det, fordi fire håndboldpas ugentligt + kamp i weekenden gjorde, at jeg kom op på 10 og oftest 12 (!!) træningspas ugentligt. Det var ALT for hårdt for kroppen, og den begyndte at væskeophobe helt vildt. Efter knapt 2 måneder kunne min krop næsten ikke mere. Det var åndssvagt at fortsætte og jeg blev derfor enig med Jacob om, at vi ville fokusere på Bodyfitness om nogle år og derfor have fokus på min håndbold nu. Disse to sportsgrene skal dyrkes adskilt og ikke samtidigt, grundet at de modstrider hinanden for meget.

Jeg har i alt haft fire forløb med Jacob, og jeg kan ikke sige andet end, at jeg er sindssygt glad for det, og at jeg også vender tilbage til ham i fremtiden.
Jeg har anbefalet Jacob til rigtigt mange, som efterfølgende har haft et forløb med ham og har smidt en masse kilo på den konto. Han er bare en kanon god og jordnær coach og vejleder.

For mere info om forløb for kost, træning, øget performance eller mod fitness konkurrencer – tjek fanen for online coaching eller send en mail til mail@jschristensen.dk
Husk at følge mig på Facebook for ugentlige videoblogs, opslag om klienters forløb og masser af andet brugbart materiale.

1 deling giver 1 smilShare on Google+Share on LinkedInTweet about this on TwitterShare on Facebook

GÆSTEBLOG: Amalie Adelines første 6 uger!

Jeg har nu været en del af Team Aesthetic Dominance v. Jacob Søgaard Christensen i lige knap 2 måneder med henblik på at stille op i bikini fitness til NC 2016. Da vi skrev kontrakt i slutningen af august, troede vi stadig at NC ville ligge i september, så vi havde over 12 måneder til at få mig sceneklar.

Blækket nåede dog knap at blive tørt før alt var ændret og NC 2016 blev rykket til marts, dvs. lige knap 7 måneder til at få min krop toptunet! Jacob nævnte selvfølgelig muligheden for at udskyde det hele til marts 2017 i stedet, det gav os et halvt år mere til at gøre mig klar og ville betyde en betydelig lettere diættilværelse, men for mig var der ingen tvivl: jeg VILLE stå på den scene i 2016, koste hvad det ville.

“Du ved godt, at det betyder, at du skal spise ris og kylling juleaften?” spurgte han, men jeg var kold, hvis det var det, der skulle til, var det det, der skulle gøres. Så vi gik i gang.
“For at være en atlet, skal man ligne en atlet”, sagde Jacob, og ovenpå en sommerdiæt bestående af is og tzatziki var atlet ikke just det første ord, der dukkede op, da jeg tog de første formbilleder og sendte afsted med min vægt.

Jacob sendte kost- og træningsplaner retur, og så var det ellers bare igang! Træningsprogramet var godt, hårdt og effektivt, med gode øvelser og et tempo, der passer godt til mit temperament, kosten var derimod en lidt anden sag. Jeg har altid været glad for mad, men de seneste par år har jeg haft en ret god kontrol med det; jeg spiste, hvad jeg ville, når jeg ville, ingen forbud men udelukkende lyst/sult baseret spisning.

Pludselig var der en anden, der bestemte, hvad, hvornår og hvor meget jeg skulle spise, og hvis der er noget jeg hader, så er det at andre kontrollerer MIN mad! Men der var jo ikke noget at gøre, jeg vidste at maden var der, hvor jeg for alvor havde brug for Jacobs hjælp, så jeg spiste… Og spiste og spiste. Hold op hvor var det hårdt i starten! Min krop var slet ikke gearet til al den mad (for jeg får rigtig rigtig meget mad!), og det der med planlægninger og faste spisetider er heller ikke lige mig, men er der vilje er der vej, og jeg fik ret hurtigt lavet et system, der passer til mit liv, og gør diætlivet mere eller mindre gnidningsløst.

Min krop blev hurtigt stærkere og i takt med, at jeg vænnede mig til den nye livsstil, vænnede min krop sig også til den øgede mængde mad. Den mad jeg fik nu, var byggesten for min krop, og da den først havde vænnet sig til alle grøntsagerne, begyndte sulten at dukke op igen, for alt hvad jeg spiste, var noget, som den havde brug for, og den omsatte rub og stub.

Min krop har de seneste måneder vist sig, at være intet mindre end fantastisk, den belønner mig dag efter dag for min nye livsstil; jeg kan uden problemer klare mig med 6-7 timers søvn, hvor jeg før var en migrænehærget zombie, hvis jeg ikke minimum fik 8 timer hver nat, jeg er blevet stærkere, gladere, 5 kilo lettere og den pige, der møder mig i spejlet hver morgen (kl. 5.00!) stråler af overskud. Det har givet mig en hel fantastisk ro at have taget denne beslutning.

Jeg har drømt om at stille op i bikini fitness i flere år, forberedt mig mentalt såvel som fysisk, og nu er jeg lige præcis det sted, som jeg aller helst vil være. Det føles fantastisk, og jeg glæder mig helt vildt meget til at se, hvad de næste måneder vil bringe!

 

IMG_2827

Resultatet af de første 6 ugers forløb*:

Startvægt: 67,7 kg

Endt uge 6: 63 kg

Vægttab: 4,7 kg

Vægttab i %: 6,94%

Kcal mellem 1800-2600 pr. dag.

 

 

 

 

 

 

 

*OBS – Amalies resultat kan ikke bruges som målestok for hvad man kan nå på en tilsvarende periode. Alle mennesker har forskellige forudsætninger for vægttab og muskelopbygning, og der er mange variable i spil.

1 deling giver 1 smilShare on Google+Share on LinkedInTweet about this on TwitterShare on Facebook

Fiasko eller succes?

Er du træt af at dine kropslige bestræbelser aldrig rigtig lykkes? At de sunde kostvaner, kalorietælleriet og træningen aldrig bærer frugt? Så vend din udvikling fra fiasko, til succes!

Hvis der er noget jeg har lært, gennem år og atter år af at arbejde med sportsfolk og motionister i alle aldre, så er det, at der er nogle overordnede fejl der går igen. Når folk forsøger at vende deres livsstil til det bedre. Nogle vil gå i større ekstremer end andre, men faktum er det, at det uanset alder eller niveau, oftest er de samme problematikker jeg møder. Derfor har jeg valgt at dele lidt ud af erfaringsbanken, i håb om at nogle måske bliver klogere på, hvorfor det aldrig lykkes.

Det hele startede for mig, for små 12 år siden. Jeg tog mit første trænerjob for et håndboldhold. Niveauet udviklede sig, så skiftede interessen til fitnesssport, så begyndte jeg at vejlede klienter i det skjulte, det blev til flere håndbold hold, børn som voksne, så motionister, og den dag i dag driver jeg mit eget sportshold, af fitness- og bodybuilding atleter. Derudover vejleder jeg sportsfolk fra mere eksplosive sportsgrene som fodbold, alt fra amatører til professionelle. Der er sågar klienter fra udholdenhedssport som tri-athlon, og meget andet. Erfaringen spænder vidt. Nogle kommer til mig for coaching og sparring, andre for min noget anderledes tilgang til kost og ernæring, og så er der de, der benytter mig som fysisk træner.

Arbejdet med så mange forskellige typer af individer giver en vis indsigt i hvor filmen knækker, og ikke mindst hvorfor. Grundlæggende er der nogle ting som folk fejlagtigt tilgår temmelig uhensigtsmæssigt, og dem vil jeg forsøge at komme ind på her, i håb om at du som læser, kan tage noget værdifuldt med herfra.

Viljen til at ville.. 

Viljen til at ville overgår langt evnen til at kunne. Det lyder måske i virkeligheden ret banalt, men det er bare sådan, at vi alle sammen kan komme i form. Vi kan alle sammen lære at løbe hurtigere, løfte tungere, spise sundere osv. Faktum er, at det der er i virkeligheden adskiller eliten fra middelmådigheden, er ikke nødvendigvis deres evne til faktisk at gøre det nødvendige, men viljen til at ville det.

Vi sætter som mennesker ufatteligt mange mentale barrierer op for os selv, og det er i virkeligheden, dem, vi skal kæmpe for at nedbryde. Det er netop dette der skaber udviklingsrummet. Og udviklingsrummet er det, der adskiller eliten fra middelmådigheden.

Udviklingsrummet opstår så snart vi kommer uden for vores comfortzone. Noget af det jeg går mest op i når jeg træner med folk, atleter som motionister, er at skubbe dem uden for deres comfortzone. At vise dem, at de sagtens kan arbejde effektivt i ekstremerne, og ikke mindst vise dem, at selvom det er utrygt og ukendt, så er det ikke nødvendigvis farligt.

Det udmønter sig altid i succesoplevelser. Både for dem som klienter, men i sær for mig som træner. For jeg er i stand til at give folk noget andet end blot fysiske bestræbelser, nemlig sejre.

Sejre, skabes af mål!

Det lyder nok ret banalt for de fleste, det der med at sætte mål. Men faktum er det, at så snart man som individ har sat sig et mål, så har man skabt udviklingsrummet. Og for at nå sit mål, så skal man arbejde sig igennem udviklingsrummet, for først da at opleve en sejr.

Udviklingsrummet kan kræve mange ting. Det kan kræve viden som man ikke har. Det kan kræve udviklingen af nye evner. Eller det kan kræve vilje, som man endnu ikke har opbygget. Vores resultater er i sær et produkt af vores viljestyrke, snarere end vores fysiske styrke.

Målsætning er ikke nødvendigvis at man skal stå på en scene til et bodybuilding show. For nogle er det måske at tabe 40 kg. For nogle er det måske at kunne løfte 100kg i bænkpres. For andre er det måske at kunne løbe hurtigere.

Målet kan være mangt og meget, men faktum er det, at intet mål er bedre end et andet. De mål vi sætter os, er i høj grad en del af den selvrealiseringsproces som vi skal gennemgå som mennesker, men fordelen ved at sætte et mål, er vejen dertil, udviklingsrummet.

Udviklingsrummet, en labyrint. 

Udviklingsrummet er en labyrint. Fyldt med forhindringer, der skal overvindes og besejres. Disse forhindringer er det jeg blandt mine klienter kalder for delmål. Jeg sætter ALTID delmål, når jeg arbejder med folk.

For nogle er det mål om at tabe sig X-antal kg inden næste samtale. For andre er det mål om tab af X-antal centimeter inden næste samtale. Det kan være mål om at øge sin maksimale ydeevne med X-antal % inden næste samtale.

I virkeligheden er udviklingsrummet mange ting. Det er en plads til læring, nederlag, sejre, forhindringer, kampe, succes og fiasko.

I virkeligheden handler det om at vende fiasko til succes, hver gang det opstår. Og for at få succes, så skal man i virkeligheden opleve fiasko.

Hvordan gør man så det?

Der hvor filmen knækker for mange er, at de gør som alle andre, og det vil jeg gerne gøre op med. Det dummeste man kan gøre er faktisk at gøre som andre. Faktum er snarere det, at 90-98% af de der træner, gør det så uhensigtsmæssigt at begynderen kun kan blive dårligere stillet af at kigge på dem. I virkeligheden handler det om at kigge indad.

Det handler om at sætte sig ind i tingene fra starten af. Finde ud af hvordan man basalt set træner. Hvordan arbejder muskler mest effektivt. Hvordan løber jeg hurtigere. Hvordan spiser jeg sundere osv.

Det handler ikke om febrilsk at kigge sig omkring og se hvad andre gør. Rigtig mange træner med ringe teknik, og spiser så uhensigtsmæssigt, at en kopiering af deres tilgang blot forringer ens egen tilværelse. Her opstår fiaskoen.

Dette er kernen af, hvorfor mange ikke oplever de resultater de slås for. Dette er årsagen til fiasko.

Fra fiasko til succes!

For at få succes med sin krop, er der nogle grundlæggende træk man bør starte med, for at maksimere sine resultater.

  1. Få styr på træningen – Træningen skaber resultaterne. Den skaber spillerummet for resultater, og forstår man at optimere sin træning, så har man det bedste udgangspunkt for at forandre sin krop. Det kan være alt fra konditionstræning til styrketræning. Fodboldtræning til håndboldtræning, osv. Hvilken type træning det er, er ikke så afgørende, men få styr på principperne omkring den.
  2. Teknik – træner du styrketræning, så få styr på hvordan musklerne arbejder mest effektivt. Lad være med at kigge på det første og bedste brød i fitnesscenteret, det er sjældent et godt udgangspunkt. Kig derimod på ting som musklernes “range of motion”, kig på optimale bevægemønstre, kig på belastning under tid, prioriter teknik over belastning. Så er du langt bedre hjulpet.
  3. Kosten – træningen skaber grundlaget for resultaterne, men kosten eksekvere dem. Kosten er afgørende hvis man skal restituere optimalt, i forhold til at blive bedre til næste træningspas. Derfor – sæt dig ind i hvordan man spiser optimalt. Lad være med at kigge på et eller andet tilfældigt internetfora, men sæt dig ind i hvad kroppen basalt set kræver for at fungere, i form af mikro- og makronutrienter.
    Dernæst finder du ud af hvor du finder disse nutrienter, og så kigger du på hvad der kan optimeres på.
  4. Drop kosttilskudene – Kosttilskud er noget fanden har skabt. I sær fordi folk tror det er mirakelmidler. Det er det ikke. Kosttilskud er noget man kan bruge, såfremt ens kost ikke leverer de næringsstoffer som vi som mennesker har brug for. De er skabt til at få elite sportsudøvere til at præstere et par % bedre, ikke til at hr. og fru Danmark, skal misbruge dem til den helt store guldmedalje. Gør dig selv den tjeneste at du stopper alt forbrug af kosttilskud. Får helt styr på din kost, og dernæst finder ud af om du mangler noget. Hvis ja, så supplér med det.
  5. Søg kyndig vejledning, når du er i vildrede. For langt de fleste er det der med makro- og mikro nutrienter noget der er ret så uforståeligt. Forstår du ikke at sammensætte det korrekt, så få den hjælp du behøver. For de fleste er det penge der er givet godt ud, sammenlignet med at spilde et par år eller fem, på træning der aldrig giver pote.
  6. Drop slankekurene – slankekure, trend-diæter etc. DROP DEM! – de er årsagen til fiasko. Der er aldrig nogle mennesker der har nået deres livs form ved at leve af nupo pulver i 6 måneder. Ved at leve af suppe i 3 måneder. Ved at leve af smør og steaks, eller ved at sulte sig selv i dagevis for til sidst at fejre det med et ædegilde.
    Derimod er konsistent hårdt arbejde, noget der er værd at føle på, og noget der giver pote, både på kort, men også på lang sigt.
  7. Til syvende og sidst, et opsamlende og endegyldigt råd – GØR DET ORDENTLIGT FRA STARTEN AF! Drop de hurtige løsninger, og find ud af hvad der er vigtigst, at du når dine mål, eller at du fejler? Hvis det er at du når dine mål, så tag dig den tid det tager, og vær realistisk med indfrielsen. Det kommer du længst med.

tumblr_n0qclfZ9im1qk4bjto1_1280

Til dig der læste med, og som måske er i vildrede, eller har været det igennem længere tid. Jeg håber i sær du, fik noget ud af det. Man kan opnå så ufattelig meget, hvis man bare vil det nok. Så sæt dig ned. Skemalæg din tilgang. Og find ud af hvor fejlene er opstået. Først da, finder du kilden til de evige resultater, og dermed vejen mod målet. 

Husk på, hvorfor du begyndte ..

 

 

 

 

 

 

Har du spørgsmål til indlægget? Brug for råd og vejledning? Eller kommentarer til det? Så efterlad dem i tråden på facebook, eller efterlad en besked på min atlet-side

1 deling giver 1 smilShare on Google+Share on LinkedInTweet about this on TwitterShare on Facebook

Træningen blev min virkelighedsflugt..

Et liv uden for fællesskabet. Et liv som ofte bød på ensomhed, fjendtlighed, mobning og tillidsproblemer. Det var nu engang mit liv igennem mange år. En hverdag med daglige dødstrusler, et liv hvor jeg skulle kigge mig over skulderen, og altid se mig tilbage. Træningen blev min flugt fra virkeligheden. Det blev min skal. En skal af kunstig tryghed. En skal af kunstig selvtillid. Et overfladisk afluk…

Jeg tror alle mennesker har behov for at blive accepteret. De har behov for at blive værdsat, og ikke mindst respekteret. Det er bare sjældent virkeligheden for alle, faktisk langt fra. Det her er min historie. En historie om hvordan man vender livet uden for fællesskabet til en styrke, snarere end at lade sig undertrykke… 

Jeg husker mine spæde skoleår med gru. Jeg var et genert barn i de mindste klasser. Lille, spinkel, og genert. Jeg havde på en eller anden måde svært ved at blive en del af fællesskabet. Jeg havde kun få kammerater på den første skole, dem jeg havde så jeg jævnligt, men det var som om noget manglede.

Jeg voksede op i et velhaverkvarter. Vi manglede ikke noget derhjemme, men det var ikke som i de andre familier. Klassekammeraterne på de dyre adresser var selvoptagede. Måske et levn fra forældrene, men det var som om jeg ikke var god nok, nærmest uanset hvad jeg prøvede.
Jeg husker en klassekammerat der en snevejrsdag ville lege. Det var dengang man faktisk legede sammen. Da han kom sagde han stilfærdigt: “du må ikke sige det til de andre nede i skolen”.

På en eller anden måde bed det sig fast på nethinden af mig, også selvom det er knap tyve år siden. Jeg var åbenbart kun god nok, hvis venskabet kunne være hemmeligt.

Sådan var de første 4 år af min skolegang. Ensomme og alene. Man var aldrig god nok. Så var det ens påklædning, så var det frisuren, så var det den nye cykel man lige havde fået. Uanset hvad, så var der altid noget galt. Det blev til et skoleskifte…

Med håbet om mere.

Skolen jeg gik på var dårlig. En kommunalskole med så lidt tid til eleverne at det gjorde helt ondt at tænke på. Lærerne var tæt på elendige, og infrastrukturen endnu værre. Måske ikke så underligt at folk snakker om hvor meget bagud vores skolesystem er.

Jeg kom på en dyr privatskole. Inde i byen. Man skulle tidligt op og med bussen, om morgenen. Det var en gammel bygning. Lærerne var dygtige. Klasserne var mindre. Jeg husker lige så tydeligt, jeg var elev nr. 10 i min klasse. Jeg lærte mere det første år på den skole, end de første 4 år på den kommunale skole. Vi var altid foran pensum. Nogle fag både 2 og 3 år foran hvad uddannelsesministeriet dikterede.

I starten var mine klassekammerater søde. Jeg blev for første gang en del af et fællesskab, og havde da et par gode år. Alle legede med hinanden, og ingen var uden for. Det var tæt på uvirkeligt at det kunne være sådan.

Det fik en brat ende det hele. Da jeg fyldte det 11 år satte min akne ind. Bumser blev til bylder, og snart var det hverdag at have et rødligt materiefyldt ansigt. Det blev starten på mobningen igen. Kammeraterne var pludselig ikke så flinke længere. Det blev til daglige drillerier. Drillerierne blev til mobning, og snart begyndte jeg at lukke mig ind i mig selv igen.

Reddet af sporten

I takt med at min selvtillid var dalene, så blev jeg rent sportsligt bedre. Livet på håndboldbanen skiftede takt i rekordtempo. Snart kom jeg også i medicinsk behandling. Omkring 12 års alderen fik jeg ordineret en behandling for min akne. I takt med at mit ansigt blev pænere og pænere, blev vi bedre, hurtigere og stærkere på håndboldbanen. For første gang i mit liv oplevede jeg selvtillid. At være dygtig til noget betød en indre drivkraft og et eliteinstinkt blev vækket.

I syvende klasse kom der en ny dreng i klassen. Han var anderledes end de andre. Pigerne var vilde med ham, drengene synes han var cool. Han blev min bedste kammerat. Pludselig var der altid en at snakke med. Det var første gang jeg oplevede et gensidigt venskab i mine teenageår. Han var ligeglad med hvordan jeg så ud, eller hvad jeg gik klædt i. Det var kontakten der holdt os sammen.

Vi rykkede op i landets næstbedste række. Håndboldspillet betød selvtillid som aldrig før. Efter sommeren ’04, introducerede han mig løbende for flere i hans vennekreds. Han var altid meget populær. Kendte alle, både jævnaldrende og ældre. Pludselig fik jeg socialliv og kvindelige bekendtskaber. Det var noget jeg aldrig havde haft på den måde. Jeg lærte at begå mig socialt, og pludselig lå en ny verden åben for mig.

En verden der brast 

Det efterår blev begyndelsen på et nyt mareridt. Han blev slået ihjel. Kørt over af en lastbil i et lyskryds, en morgen på vej til skole. Jeg husker hvordan jeg kom hjem fra håndbold en lørdag. Intetanende om hvad der ventede. Min mor overrakte mig nyheden i døråbningen til mit børneværelse. Verden gik i stå for mig. Lige der, gik verden i stå. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. For første gang i mit liv havde tingene gået godt. Jeg havde faste kammerater, begyndende socialt liv, jeg var blevet udadvendt og glad. Pludselig blev årsagen taget fra mig, og jeg var atter henlagt til at være alene.

En af de efterfølgende aftener, hvis ikke det faktisk var den selv samme aften, var der mindehøjtidelighed på ulykkesstedet. Jeg husker hvordan flere hundrede stimlede sammen, han var åbenbart mere kendt i byen end jeg regnede med. Folk begyndte at prikke mig på skulderen som mørket faldt på. Af en eller anden årsag var der mange der kendte mig, uden jeg kunne gengælde det.

Mads havde fortalt om mig vidt og bredt, og snart skulle jeg for alvor opdage hvordan sociallivet slog gnister. Hans venner tog mig til sig. Det var en underlig følelse, noget jeg aldrig havde oplevet før. Desværre var de ikke alle guds bedste børn…

Det hele ramlede.. 

Den selvsamme vinter blev jeg åbenbart uvenner med en i flokken, til stadighed uden at vide hvorfor. Pludselig vendte alle mig ryggen. De trak sig væk, og ud af det blå begyndte truslerne at vælte ind over mig. Det dengang populære sociale netværk “Arto” blev pludselig en platform for mobning. Mobning blev til trusler om vold. Trusler om vold blev til dødstrusler. Og før jeg fik set mig om stod der et tæskehold på små 20 mand foran min skole.

Pludselig fandt jeg for alvor ud af, hvad jeg var blevet rodet ud i. De efterfølgende år lukkede jeg mig ind i en skal. Jeg begik mig godt blandt piger, men havde svære tillidsproblemer, og drengevenner blev der ingen af. Jeg oplevede at blive passet op når jeg ventede på bussen. Af fremmede indvandrerdrenge. Jeg oplevede at blive overfaldet på åben gade. Jeg oplevede en ung fyr truede mig med at blive stukket ned midt på strøget. Jeg oplevede hvordan verden pludselig kunne blive barsk, over en bagatel som jeg stadig ikke ved hvad gik ud på, den dag i dag.

Jeg blev på alle mulige måder indelukket i mit eget sind. Jeg stoppede med at være social, håndbolden blev skruet ned i niveau, og hver dag blev en indre kamp mod dæmoner på hvert et gadehjørne.

Jeg skiftede håndboldklub. Kontroverser med en træner betød, at jeg måtte prøve nye græsgange. Det gik godt den første sæson. Jeg var topscorer i min første kamp, og mange kampe siden da, for det nye hold. Men så fandt jeg vægtene..

En ny identitet

I håndboldhallen var der et vægtlokale. Jeg begyndte at træne med et par knægte fra hallen. Snart gik det stærkt, og jeg fandt et afluk. Et afluk fra omverdenen der gav plads til styrke. Jeg havde brug for at føle mig tryg. Styrken blev til tryghed. Og snart var jeg fanget i en verden af voksende selvtillid og kropslige komplekser.

1 dag om ugen blev til 2. Året efter blev det til 3, så til 4. Jeg stoppede mit håndboldspil, jeg var blevet bidt af vægtene. De gav mig et frirum, en plads en ny identitet. Noget jeg havde brug for.

Selvtilliden greb om sig. Snart begyndte jeg at socialisere mig igen, oftest med piger, og ellers med fyre med samme interesse.

Tiden på privatskolen blev erstattet med en tid på handelsskolen. En 3-årig gymnasietid der bød på endnu mere tid uden for fællesskabet. Af en eller anden grund blev jeg aldrig rigtig accepteret af mængden. Der var få kammerater ind i mellem, men mange drillerier og mobberier i skoletiden.

Jeg blev skydeskive, fordi det åbenbart var nemmest sådan. Svarede jeg igen blev det værre, og pludselig var det mine første skoleår om igen.

Jeg husker en studietur. Vi stod i lufthavnen, på vej til Barcelona. En af knægtene i klassen skubber til mig i bagagekøen og spørger mig: “Hvorfor tager du overhovedet med? – Der er jo ingen der kan lide dig”.

En sætning der har jaget sig ind i sindet på mig siden da. En forfærdelig tid med forfærdelige minder.

Eftertidens efterspil.. 

I takt med at teenageår blev til voksenår, skiftede fokus. 3 universitetsår blev påbegyndt. En tid på Handelshøjskolen. Det skulle have været starten på noget nyt og bedre, men det sagde mig ikke noget. Det var som om mit fokus var andetsteds, og midt i 4. semester begyndte jeg at intensivere min træning. Kosten blev justeret. Rugbrødsmadder blev skiftet ud med tupperware. Fyldt med proteiner, kulhydrater og fedtkilder.

Jeg begyndte at gå op i andre ting. Drukturene på studiet blev sorteret fra. Træningen blev intensiveret. Elitegenet satte ind igen. Modgangen og smerten blev min styrke. Det blev her jeg fandt drivkraften. Og målet var sat.

Det tog mig 2,5 år at forberede mig, såvel fysisk som mentalt. Bacheloren blev afsluttet, selvom jeg den dag i dag ikke bruger den til noget. Mit fokus ligger andetsteds. Jeg blev bedre, stærkere, mere strømlinet. For første gang i mit liv, lavede jeg noget jeg var oprigtigt god til. Jeg lavede det jeg var bedst til.

Modgangen blev til guld

10365760_1498284690423477_7256670292850812649_nEt helt liv som barn og ung, fyldt med modgang, mobning, trusler, vold og ensomhed, blev vendt til en styrke. Det blev drivkraften der gjorde at jeg vandt mit første stævne. Det blev drivkraften bag hvert et skridt, og hver en handling.

I dag lever jeg af min passion. Jeg lever af at motivere og inspirere min klienter. Jeg lever af at give dem en lille bid af mig selv. Jeg lever af at vejlede dem, på vej mod deres mål. For første gang i mit liv, er der noget der giver mening.

Den dag i dag er jeg stadigvæk meget alene, men jeg har lært at tackle det. Jeg har lært at gøre det til en styrke. Det er måske min hudløse ærlighed der skræmmer folk væk. Der er så mange der ikke kan tåle hvis man siger sin mening. Men måske det er dét, der er brug for?

At folk rejser sig fra stolene, og siger fra. At de ikke bare bukker under og accepterer elendighed, men er ærlige omkring det? Jeg lever af min ærlighed, min imødekommenhed. Det er min umiddelbarhed, der er blevet min styrke.

Du kan gøre det samme. Husk at vende livets modbydelige modgang, til din egen medgang. Enhver svaghed kan vendes til en styrke, og for at du kan rejse dig, skal du have noget at rejse dig fra. Du skal have været tvunget helt i knæ. Været nede og ligge. Først da, finder du styrken til at realiserer dine drømme.

For første gang har jeg lavet et indlæg om mig selv. Har du kommentarer du ønsker at knytte til mit indlæg? Så find mig på www.facebook.com/by.JSChristensen eller www.facebook.com/jacobsphysique

1 deling giver 1 smilShare on Google+Share on LinkedInTweet about this on TwitterShare on Facebook

Har fitness virkelig ødelagt dit liv?

Eller har du ødelagt fitness?

De sociale medier har, sporadisk, de seneste år været prydet af piger der beklager sig over hvordan fitness har ødelagt deres liv. Piger der forsøger at fremstille fitnesssport som noget dårligt, blot fordi de er kommet galt afsted. Men er det i orden at tro man kan blive verdensmester på rekordtid, for bagefter at sætte sig over i hjørnet og beklage sig over at man ikke kunne holde til det? Er det i orden at fordreje virkelighedens fitnesssport, til noget der er så negativt, at man kun kan få spiseforstyrrelser og mental hjernekvaler af det?

Svaret er: NEJ!

Først og fremmest er det som om, at fitnesssport er blevet en modedille. Alle skal dyrke det, og helst på atletniveau fra den spæde start, for ellers når man jo ingen vegne. Og det er i virkeligheden her problemerne opstår.

De atleter der for alvor opnår succes, er de der tager sig tiden til faktisk at dygtiggøre sig, og langsomt tilvende sig en livsstil, der betyder resultater som er permanente, og ikke sporadiske “se-mig-jeg-kan-også” resultater, men rigtige vedvarende resultater.

Fitnesssport er en verdens hårdeste sportsgrene. Hvor mange andre sportsfolk dyrker deres sport 24 timer i døgnet? – Ikke ret mange. Det kræver struktur og selvdisciplin, fravalg og tilvalg, men ikke ulig nogen anden sport. Faktisk er det sådan, at uanset hvilken sport man forsøger at dyrke på topplan, så vil det indebære nogle fravalg for at nå toppen.

Men det er som om, at man skal fravælge at leve, blot for at få resultater…

Hvor mange fodboldspillere kender du måske, der starter med at træne 2 gange dagligt, og spille kamp på et stadion med 10.000 tilskuere hver weekend? Eller hvor mange håndboldspillere starter med at spille i Flensburg Handewitt og klaske lår med resten af landsholdet? Hvor mange tennisspillere kender du, der første gang de spiller, er på centre court til Wimbledon?

ABSOLUT INGEN!!!!

Fitnesssport på konkurrenceplan, bør vel i realiteten sidestilles med det at spille fodbold i den bedste række. Det er altså med andre ord, ikke noget man kommer sovende til. Derfor er det mig også ubegribeligt, hvorfor piger først kaster sig ud i at se hvad de kan opnå hvis de tager alle midler i brug, for bagefter at kaste sort lys over at de fejlede.

Det er helt okay at fejle. Faktisk er det en stor del af det, at være menneske. Dog er det mig en gåde, hvorfor folk starter med at leve og træne på konkurrenceplan? Hvorfor ikke starte stille ud? Træn et par gange om ugen, lad det udvikle sig til 3 og 4. Skær gradvist ned for dine dårlige vaner med smøger, junkfood og alkohol, og skru op for proteiner, komplekse kulhydrater og gode fedtkilder. Lad kroppen udvikle sig af natur, i stedet for at tvinge den i en tilstand hvor den ikke høre hjemme.

Det er forfærdeligt at se hvordan i ødelægger sporten..

Ja, ovenstående sætning kan virke lidt hård. Men faktum er, at det fåtal der kommer rigtig dårligt ud på den anden side, ødelægger sporten for alle andre. I kaster ikke bare dårligt lys over sporten, men jeres fåtal af ulykkelige slutninger betyder, at medierne suger til sig og pisker en unødig stemning op.

Det er okay at komme galt afsted, men havde i håndteret situationen anderledes, var det nok gået jer bedre…

Vil du have succes med din krop?

Så kommer her en lille guide til, hvordan du forhåbentligt kommer helskindet igennem en livsstilsændring, fyldt med gains og sunde vaner.

  • Vær tålmodig: Rom blev ikke bygget på en dag. Har du ingen tålmodighed, så find en anden sport – længere er den ikke!
  • Nyd processen: sug til dig med viden og erfaringer. Processen er fyldt med aha oplevelser, og åbenbaringer af større eller mindre format. Nyd dem, og omfavn dem.
  • Træning før kost: Ja, du læste rigtigt, træning før kost. Få styr på træningen først. Få nogle gode træningsvaner. Lær vægtudstyret og maskinerne at kende, og find en god træningsrutine. Kombiner det på en måde som du synes om, og nyd det. ALLE kan udvikle sig abnormt, blot ved at påbegynde træningen.
  • Hvornår skal du overveje en kostplan? – En kostplan skal overvejes som det næste skridt. Måske endda blot nogle retningslinjer kan give gode resultater, uden en dissideret plan.
  • Når så det ikke giver gode nok resultater, så kan du jo prøve med en mere stringent kostplan.
  • Når så ikke kostplanen giver pote, så kan du tænke på kosttilskud. Måske der er lidt at hente her?
  • Nu kan du så overveje om du skal have en personlig træner.
  • Herefter er det tid til at maksimere dit fysiske potentiale, og i den proces ligger det med konkurrenceplaner, men ikke 1 uge inde i processen. Ting tager tid.

Med andre ord, nyd rejsen. Lad være med at tvinge den ned over hovedet på dig selv, for at fejle, og dernæst besudle den sport, som så mange holder af. Den har i forvejen et meget blakket ry, og det bliver med garanti ikke bedre af, at besudle den, blot fordi du ikke havde styr på dine prioriteringer.

wecandoitGlæd dig over de små forandringer hver dag, så vil det ikke ødelægge dit liv, men tværtimod pryde det. Du kan sagtens træne på konkurrenceplan, men vent til du er klar, så både krop og sjæl kan følge med.

God rejse …

Spred meget gerne budskabet, ved at dele dette lille indlæg. Jeg ved det ikke ligger indenfor mit normale vanesæt at skrive sådan, men jeg synes omvendt det er på tide at nogle siger stop! Så stop op, og spred budskabet om at processen er en nødvendighed for målet, men målet er ikke en nødvendighed for processen… 
For spørgsmål, kig forbi min facebook side: www.facebook.com/by.jschristensen eller www.facebook.com/jacobsphysique

1 deling giver 1 smilShare on Google+Share on LinkedInTweet about this on TwitterShare on Facebook

Træner, eller ej?

I de seneste år er fitnessindustrien blomstret i både ind- og udland. Det betyder flere konkurrerende atleter, og samtidig flere prepcoaches, ernæringsspecialister, dopingrådgivere m.fl.. Samtidig er der, i hvert fald i Danmark, opstået en tendens til mudderkastning mellem de der er uddannede, kontra de der ikke er. Dét og meget mere, skaber problemer for atleterne, for hvad pokker skal man nu vælge når man er helt grøn i branchen?

Trenden er helt klar. Alle de uddannede fitnessinstruktører, diætister og personlige trænere der efterhånden vælter ud fra diverse uddannelsesinstitutioner, har startet en hetz mod de mange coaches som ikke har tilsvarende kurser og certifikater. Det skaber nok mere forvirring og utryghed, end det gavner atleterne overhovedet. Og det kan være en jungle at finde ud af hvad pokker man skal vælge.

Én ting er dog helt sikkert. Hvis man nu ligger debatten lidt væk et øjeblik, og kigger mod andre sportsgrene, hvad er trenden så? Trenden er entydig. Håndbold, fodbold, basketball, baseball, tennis, badminton, you name it. Alle andre sportsgrene fokuserer på, at få trænere som er gode til netop én ting, nemlig dén sport som de skal coache i. De vælter ikke ud fra diverse undervisnings institutter med fancy diplomer og hvad ved jeg. Faktisk er det stik modsat af fitness- og bodybuilding industrien. Man fokuserer langt mere på hvad der faktisk er vigtigt, nemlig dét, at træneren der hyres kan tilbyde noget som andre ikke kan!

Et syn på træning, taktik og strategi i forhold til den målsætning der er sat, som er unik…

Og hvordan skaber de så noget unikt?

Det er helt simpelt, og noget de fleste kan forholde sig til. De trænere der bliver hyret har deres egen tilgang til den sportsgren det nu engang handler om. Hvad enten det måtte være det ene eller andet. De har udviklet deres egne træningsteknikker, egne taktikker for spillet, og tilbyder spillerne noget unikt på den måde. For tager man fodbold eksempelvis. Så kan enhver spiller da finde ud af at drible, sparke til en bold osv. Men det er ikke dét der er så vigtigt. Det der er vigtigt her, og som folk i fitnesssporten glemmer, er at det handler om at optimere talentet. Det handler om at tilbyde noget unikt, og noget der gør at atleten skiller sig ud, og ikke blot lærer de basale grundtrin.

Ser man på de coaches herhjemme der praler med efteruddannelse, er det til sammenligning komplet idioti. Tag f.eks. de der tager på et bænkpres kursus. Den atlet der vælger en træner ud fra den type ekstrauddannelse, svarer fuldstændigt til den fodboldtræner der bliver valgt fordi han har et “lær at drible” certifikat, eller “hovedstød, nu uden hovedpine”.

Det er IKKE særlig relevant i forhold til fitness- og bodybuilding sport. For man må da forvente at en coach kan de basale ting. Må man ikke? 

Hvad er det så en coach skal kunne, der er så unikt?

En coach skal have sin egen tilgang til sporten. Til hvordan man træner, sammensætter kost, ligger diætstrategier, posering m.fl. En coach skal have udviklet sit eget koncept for træning. Med egne små twist på øvelser, sin egen måde at sammensætte programmer på til den enkelte, evne at behandle kost på den måde det nu bør behandles på. Nemlig således at man kan opbygge muskelmasse, uden at tilføre endeløse fedtdepoter.

For når man ser og hører om coaches i Danmark, der beder deres klienter om at spise wheightgainer, så bør man som klient simpelthen springe fra allerede der. Rigtige atleter baserer ganske enkelt ikke deres off season diæter på sukkerholdige kosttilskud.
Et andet faresignal kan være de coaches der for at holde deres klienter trimmede, sætter dem til at spise permanent mindre end hvad deres kritiske ligevægtsindtag bebuder.

Når man hører om, hvordan en af de mest prominente navne blandt kvindelige coaches herhjemme, sætter atleter til at spise markant mindre end hvad deres kritiske ligevægtsindtag dikterer, og så tilmed i deres off season. Så bør det for alle og enhver få alarmklokkerne til at ringe.

Når man ser trænere der kun kan få atleter i form vha. ketosis diæter, så bør det igen være noget der får alarmklokkerne til at ringe. Falder styrken markant, 30, 40, ja måske 50% under diæt, så guess what – SÅ ANER DIN COACH IKKE HVAD POKKER HAN ELLER HUN LAVER!

Hvor er det så jeg vil hen med det her?

Det jeg vil frem til er så simpelt, at alle må kunne relatere til det. Det handler ikke om hvorvidt din coach har taget for 30.000 kr. kurser eller ej. Og for lige at informere de der sidder og tror at de der kurser er så værdifulde, så er underviserne i sin tid altså blevet lært op af, guess what, gamle bodybuildere med massere af viden…

Hvad bør man så kigge efter i stedet?

Det, man efter min bedste opfattelse bør kigge efter, er følgende:

Erfaring. Ikke med at stå på en scene nødvendigvis, men med træning og kost. Hvor har de erfaringen fra? Har de udviklet deres egne træningskoncepter eller er det bare det samme standard bullshit de langer over disken?

Doping. Har din coach opnået hans/hendes erfaring naturligt over en længere årrække, eller på krudt over en ganske kort årrække. Hvorfor så komme ind på det? – Ganske simpelthen fordi, der sidder coaches derude som folk falder på røven for, fordi de er kæmpe store og freaky at se på. Men når alt kommer til alt, har de bare givet den gas med anaboler i en ganske kort årrække. Dermed har de ikke fundet ud af, hvilke principper der virker og ikke virker. For den anabolske x-factor som injiceres i kroppen giver dem mulighed for at vokse, uanset hvad de laver. Derfor er der i langt højere grad værdi, i en coach der har skabt sin erfaring vha. naturlig træning, for her skal der i overvejende grad langt mere arbejde til, for at skabe resultater.

Udseende. Lad være med at lade dig forblænde af et vanvittig godt udseende. Det er set indtil flere gange, at der er opstået coaches som mildest talt har trænet i et års tid, og pludselig skal igang med at være coach fordi de har klaret sig godt til en konkurrence, måske endda vundet noget. Men når alt kommer til alt, så har de opbygget deres krop igennem andre sportsgrene, som gymnastik eller kampsport eksempelvis, og har angiveligt haft muskelmassen til deres givne klasse, men er så bare overgået til fitnesstræning. Og boom, så er de blevet eksperter.
Men folk glemmer bare lige at se på hvordan har de opbygget deres krop. Hvor lang tid har det taget, og hvilke forudsætninger har de haft? Så det handler om ikke at lade sig forblænde, af umiddelbar og måske tilfældig skønhed og succes.

Men hvad så med prisen?

Ja, hvad så med prisen. Det er et godt spørgsmål. Folk brokker sig over hvor dyrt det er at have en coach. Jeg hørte én meddele, at han havde haft Dennis James som online coach for 250$ i måneden. Ganske billigt mente han, en pris der kan konverteres til små 1400 kr. Men folk fokuserer ikke på købekraften. For købekraften i USA med 250$, svarer til at have små 5000 danske kroner, hvis man skal se ene og alene på købekraften. Så det kan på INGEN, og absolut INGEN måde sammenlignes.
Derfor bør folk nok i langt overvejende grad lade være med at hænge sig i de klassiske detaljer mht. hvor mange kurser coachen har købt sig til hos den nærmeste uddannelsesinstitution. Og hvad prisen for den sags skyld er for et forløb. Men nærmere om hvad den givne coach kan tilbyde, og under hvilke forudsætninger de kan det!

For alle og enhver kan købe og betale et kursus som personlig træner, men det gør dem ikke til en dygtig coach i fitness- og bodybuilding sport. Nøjagtig som en hver idiot kan få et kørekort, men igen, hvor mange håbløst dårligt billister er der ikke ude på vejene. Og ville du have dem til at undervise en formel 1 kører?

Håber det bragte lidt lys over sagen, for det er så synd og skam at folk hænger sig i fuldstændigt ligegyldige detaljer, og ene og alene derfor ender op med den samme metervare, som de kan få ved enhver personlig træner.

Det er vel i sidste ende noget unikt man søger, nu hvor det er en subjektiv sport. Er det ikke?

PS. og dette er et STORT! PS. Ønsker du at være dopet, så fred være med det. Men find dig nu en træner der faktisk kender tilstrækkeligt til anaboler til at vejlede i brugen af dem. Alliér dig eventuelt med en regulær dopingvejleder sideløbende. For de der kender videnskaben omkring doping bedst, er ikke nødvendigvis de bedste trænere – så kombiner det bedste fra begge verdener…

 

PPS. Sådan her ser det ud, når man vinder uden træner: image

Har du kommentarer, ris, ros eller andet du ønsker at bidrage med i forbindelse med indlægget her? – Så kan det gøres via facebooksiden: www.facebook.com/by.JSChristensen

1 deling giver 1 smilShare on Google+Share on LinkedInTweet about this on TwitterShare on Facebook

Eftertidens hysteri

I takt med den stigende atlet tilslutning i fitnessindustrien, er både de sociale medier, og nu også de skrevne nyhedsmedier gået amok om efterspillet. For der er åbenbart opstået et eller andet massehysteri om, at man blæser op som en spærreballon efter endt konkurrencediæt. At man får spiseforstyrelser, og at det i det store og hele, ikke er dét værd. Men hvorfor opstår det egentlig? 

Der er ualmindeligt gode grunde til at det faktisk pludselig er blevet et problem, men ingen gider egentlig tage teten, og snakke om hvad pokker der foregår. I stedet ser man den ene atlet efter den anden, udlevere deres tragiske historier om, hvor forfærdeligt deres liv dog er blevet i ugerne efter. Og det er ærlig talt, pardon my french, til at brække sig over.

For hvorfor opstår problemerne egentlig? 

Eftertidens hysteriProblemerne opstår af den ganske simple grund, at de her atleter (som hovedsageligt er kvinder), de beslutter at de vil stille op på rekordtid. Og hvad betyder det så i praksis?

Det betyder helt konkret for den enkelte, at de går fra at leve et helt almindeligt liv, med mad som man laver fordi man har lyst, og ikke nødvendigvis tænker over de mere nøjagtige ernæringsmæssige værdier. Det er folk som absolut ikke træner som atleter, og i nogle tilfælde har de faktisk aldrig rigtig trænet før.

Når den slags mennesker, fra den ene dag til den anden, skal overgå til at være atleter. Så sker der et enormt skred i deres hverdagsbillede. De skal ikke bare træne hårdt, men samtidig lære hvad det faktisk vil sige at træne efter en sceneform. De skal pludselig bekymre sig om symmetri og struktur, på en måde som er ganske uvant. Dertil kommer den stressfaktor som det er, at ville stille både sig selv og en given træner tilfreds, samtidig med at man forsøger at opretholde familie- og venneliv. Ydermere skal man pludselig til at sætte sig ind i kost- og ernæring. Og den overgang fra at spise 2-3 måltider om dagen, tillagt en skive kage til eftermiddagskaffen, til at leve af 5-8 skemalagte måltider, den er stor. Oven i købet skal de pludselig til at tænke over hvilke klokkeslæt de spiser på, og hvordan de får koordineret kosten med deres planlagte træning.

Alene de faktorer, som listet i ovennævnte, er noget som man normalt gradvist overgår til at forstå, og inkorporere i sin hverdag. Men pludselig er alting vendt på hovedet, og man skal lære det samme på 6-12 måneder, som atleter i traditionel forstand normalt lærer over en kortere årrække.

Folk springer ud hvor de ikke kan bunde

En stor del af denne her sport handler i sig selv om at overskride grænser. At komme ud af sin comfortzone, for det er sådan man opnår de største resultater i alle henseender. Men måske folk skulle nøjes med at lære at soppe, i stedet for at springe på hovedet hvor der er 4 meter dybt, og de i forvejen ikke kan svømme?

De her personer der skejer ud og beklager sig, kunne med fordel have undgået de store overraskelser, hvis de havde brugt lidt længere tid på deres rejse til drømmekroppen. For hvorfor skal alting gå så lynenes stærkt, hvis det er med helbredet som indsats?

Men hvad er det så der går galt?

Det er egentlig meget enkelt. Den træner de har hyret glemmer en ganske fundamental ting. Nemlig den, at forløbet ikke slutter på selve konkurrencedagen, der er nemlig et efterspil. Og hvis ikke man vejleder sine klienter i konsekvenserne af det, ja så kommer vi til at se den slags massehysteri her, mere end én gang fremadrettet.

Problemet er imidlertid. At de her udsultede og udmagrede atleter, ser deres snit til pludselig at sove længe, spise slik, is, junkfood og generelt bare alt det de ikke måtte få, på diæt. Måske de husker at få trænet lidt, men i langt de aller fleste tilfælde, så glemmer de lige hvad det var de kom fra. For hvis man er vant til, til slut i sin diæt, at lave cardiotræning i timevis, nogen både morgen og aften, at træne ved siden af, og så være i et markant kalorieunderskud i de sidste uger op til konkurrencen. Og så bare slipper tøjlerne, så er helvede sgu da løs.

Tænk sig engang, at man ikke kan sige sig selv dét. Det er simpelthen grinagtigt, at folk ikke tænker over problematikken i, at vende kroppen til at indtage X-antal kalorier og træne X-antal timer. Pludselig lever man af junk, sammenlignet med den skrabede diæt man var på. Og så glemmer man lige at forbrænde tilsvarende kalorier. Ja, så er man dømt til fiasko!

Hvad er problematikken så her, og hvad rager det egentlig mig?

Problematikken er, at folk elsker at udstille sig selv som ofre, for noget som de nemt kunne have undgået med lidt sund fornuft, og ordentlig rådgivning. Men det ses da med al tydelighed at de respektive trænere, ikke bruger nok tid på denne her problematik.

Det beviser også med al tydelighed, at folk ikke ejer nogen form for tålmodighed. Alting skal ske med lynets hast, og de når knap at lære deres krop at kende i processen, fordi de har travlt med at stresse over alt det som atletlivet indebærer.

Hvor er skammen i, at lære tingene fra bunden, som atleter har gjort tidligere?

Vi lever nok desværre bare i en tid, hvor tingene ikke kan gå hurtigt nok. Det har så desværre bare nogle konsekvenser!
Men hvor er det dog ærgerligt at se på, hvordan piger og kvinder i alle aldre, får spiseforstyrelser, depressioner og opbygger unødige fedtdepoter efter konkurrencerne. Og i det hele taget bare ikke tænker sig om. Hvorfor skal processen overståes med lynets hast, i stedet for at nyde den?

Det er mig virkelig ubegribeligt, at man først vil gå fra shit to fit, for lige bagefter at gå tilbage til shit. 

Alt sammen noget der kunne være undgået, hvis man havde rådført sig ordentligt, undgået stress og jag, og ellers bare tænkt sig om. For man kommer da alt andet lige længere med en smule sund fornuft.

 

Har du kommentarer, ris, ros eller andet du gerne vil bidrage med, i forbindelse med indlægget? Så kan det gøres via tråden på facebooksiden: www.facebook.com/by.JSChristensen

1 deling giver 1 smilShare on Google+Share on LinkedInTweet about this on TwitterShare on Facebook

« Older Entries